Tigerrejer i kulørt selskab

Skønne farver - og god, stærk smag efter behag
Skønne farver – og god, stærk smag efter behag

Det her er bare en flot og farverig ret. Sådan en gang tigerrejer i kulørt selskab. Og så er den hurtig – jeg har lavet den til gæster, og det tager max en halv time – derfor er den også velegnet, når man ikke lige gider stå med den store anretning. I går kom en således på bordet, da vi havde besøg af venner, som vi mildest talt – og ærgerligt nok – ser meget sjældent. Så vil man gerne, at så meget tid bliver brugt på at være sammen, og her er denne ret perfekt. Den smager godt, tager ingen tid at lave – og man kan forberede al hakke- og snittearbejdet på forhånd.

Opskrift på tigerrejer i kulørt selskab

Hovedret til 4 personer

Tilberedningstid: 30 minutter

Ingredienser:

  • 250 gr perlespelt, perlebyg – eller hvad man nu foretrækker
  • Olivenolie
  • 2 rødløg skåret i skiver
  • 1 chili skåret i fine tern
  • 1 par håndfulde frosne, grønne bønner (indrømmet, jeg vejede dem ikke)
  • ½ rød peberfrugt i tynde skiver
  • ½ l madlavningsfløde
  • 1 mango, skåret i tern
  • 300 gr tigerrejer
  • Salt, peber

Tilbered perlebyggen efter anvisningerne på pakken. Det kan man faktisk godt gøre allerførst, så den er klar – det holder sig fint lun en halv times tid. Forbered alle grøntsagerne, så snitteriet er overstået. Varm olivenolien op i en sautepande. Rist rødløg og chili i små tern i et par minutter – hold evt. lidt chili tilbage, hvis du er i tvivl om styrken. Tilsæt de grønne bønner og lad dem tø op og blive helt varme. Herefter tilsættes peberfrugten, skåret i tynde skiver. Tilsæt madlavningsfløden og lad det hele varme godt igennem. Til sidst tilsættes mango og tigerrejerne – de skal bare lige varmes op, ikke mere. Smages til med salt, peber og evt. lidt ekstra chili, og så er der serveret.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*