Tranebær og lakrids forenet i småkager

De her småkager har jeg helt glemt at få på bloggen, men de er faktisk både enkle og velsmagende… Tranebær og lakrids klæder hinanden, og lidt hvid chokolade har jo aldrig gjort skade i en kage 😉 Her er tranebær og lakrids forenet i småkager, der er lette at lave (og dejen kan fryses).

Opskrift – tranebær og lakrids forenet i småkager

Jeg fik et par plader småkager ud af portionen i løbet af ganske kort arbejdstid, men man skal dog lige påregne et par timer i køleskabet eller en halv time i fryseren, før de skæres ud og bages.
Ingredienser

  • 180 g mel
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 150 g smør
  • 75 g sukker
  • 1-2 tsk lakridspulver
  • 70 g tørrede tranebær (passer med en pose)
  • 50 g hvid chokolade

Start med at tage smørret ud af køleskabet, så det bliver blødt. Imens kan du jakke chokoladen groft. Rør smørret med sukker, kom mel og bagepulver i. Tilsæt lakridspulver, tranebær og hvid chokolade og saml dejen. Det skal gå lidt hurtigt. Form 2-3 stænger af ca. 4 cm i diameter, pak dem ind i husholdningsfilm og put dem i fryseren en halvtimes tid. Eller læg dem på en tallerken, film over og i køleskabet mindst et par timer. De skal bare være faste nok til, at man kan skære dem i skiver på 2-4 mm tykkelse (afhængig af lyst). Læg dem på en bageplade med bagepapir. Bages i 10-12 minutter afhængig af tykkelse ved 190 grader varmluft, indtil de har fået passende farve. Når de kommer ud af ovnen, er de bløde, men de bliver fint sprøde, når de køler af på en bagerist.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*