I denne uge kommer jeg med et par alternative forslag til julefrokosten, ikke fordi der er noget i vejen med de marinerede sild, fiskefileten eller æg med rejer. Men man kører altså lidt træt i de samme retter igen-igen.
Så når nu man alligevel er ved fiskehandleren efter fiskefileter, kan et par tunbøffer passende ryge med over disken. Her er de lavet til en forret med frisk tun med æblesalsa og på en bund af friske, små spinatblade.
Æblesalsaen er i øvrigt et af den slags små lykketræf, der kan ske, når alt ser ud til at gå galt. Jeg ville servere lynstegt tun med mango, men yirks, da jeg skar mangoen over, var den brun og ulækker indeni. Det har jeg aldrig oplevet før, og så var gode råd dyre, da gæsterne til tøsefrokosten var lige på trapperne. Et hurtigt kig i køleskabet åbenbarede et par fine æbler, og det virkede ret rigtigt i øjeblikket. Som tænkt, så gjort, og snart var der kreeret lynstegt tun med æblesalsa.
Retten kan lige fint serveres kold som lun, så du kan sagtens forberede den på forhånd, evt. klargøre salat og æblesalsa og så stege tunen, når gæsterne er ankommet. Tunen må gerne hvile lidt, inden den skæres i tynde skiver. Helt generelt bør tunbøffer hellere steges kort og hvile lidt længere end omvendt.
Opskrift – tun med æblesalsa
Frokostret for to personer eller forret til fire.
Tidsforbrug: 20 minutter
Sværhedsgrad: du skal bare ikke voldstege tunen, og ellers er det ret enkelt.
Ingredienser:
- 1 tunbøf af passende størrelse, ca. 250-275 g
- 2 + 2 spsk sesamfrø
- Salt, peber
- Olivenolie
- 1-2 æbler – afhængig af størrelse og sult
- 1/2 rødløg
- 1 lime, saft og revet skal
- 2-3 håndfulde babyspinat
- Salt, peber
Vend tunen i 2 spsk sesamfrø og giv den et vrid salt og peber. Varm en pande godt op med lidt olivenolie. Steg tunbøffen ca. 2 minutter på hver side. Den skal ikke være gennemstegt. Lad den hvile tildækket, mens resten af salaten gøres klar.
Skyl og tør babyspinat. Læg den på et fad. Snit rødløget fint og læg den ovenpå spinaten. Skær æblet i mindre stykker, som vendes med revet skal og saft af en lime. Lad det trække, mens tunen steges, og vend så æblesalsaen med sesamfrø inden servering. Læg æblesalsaen ovenpå spinaten, skær tunen i smalle skiver og læg den øverst. Så er der serveret, giv evt. et godt brød til – og en god hvidvin.
Pingback: 1. søndag i advent – og julefrokosterne lurer forude – Sundt for to