Bagt græskar med vanilje og lidt chili – sødt og skarpt

Tøseaften med tre gode veninder bød bl.a. på denne ret med bagt græskar. Vær hurtig – ellers får du ikke selv noget! Græskar er i den grad blevet moderne sammen med Halloween i Danmark, og heldigvis er tilberedningsmetoderne blevet mere avancerede end blot syltede græskar, der for mange og i hvert fald undertegnede står som et uønsket element på spisebordet.  Men bagt er græskar en lækker, blød spise, der samtidig er godt tilbehør til en masse retter. Og når man så laver bagt græskar med vanilje, ja, så er det virkelig lækkert. Også selv om det lyder lidt underligt…

Sødt, blødt og lidt skarpt

Opskrift på bagt græskar med vanilje

Tilbehør 4 personer

Tilberedningstid: 45 minutter, heraf de 30 minutter i ovnen

Ingredienser

  • 1 hokkaido græskar
  • 2 spsk olivenolie
  • ½ tsk chiliflager
  • 1 tsk vaniljesukker
  • Salt, peber
  • 50 g græskarkerner
  • 200 g fetaost

Start med at tænde ovnen på 200 gr.

Skræl derefter græskaret – nej, jeg kender ingen let måde, der samtidig er total fingervenlig. Man må simpelthen bruge en skarp kniv, skær top og bund af, så græskaret står stabilt – og skær derefter resten af skrællen af.

Skær græskaret i kvarte, der derefter skæres i tern, ca. 2 x 2 cm, og læg dem i et ovnfast fad.

Bland olivenolien med chiliflager og vaniljesukker, salt og peber og hæld blandingen over græskarternene. Blandt det hele godt – her kan ”Jamie Oliver”-metoden anbefales, nemlig med hænderne. Sæt fadet i ovnen – og vent ca. 30 minutter. Vend evt. rundt i blandingen undervejs.

Rist imens græskarkernene på en tør pande. Tilsæt evt. lidt salt.

Når græskarternene er færdigbagte, vendes de med de ristede græskarkerner og fetaosten – og serveres.

No Comments

  1. Pingback: Tøse-fødselsdagsaften « sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*