Sprødt knækbrød

Masser af kerner og superlet at lave
Masser af kerner og superlet at lave

Jeg har aldrig prøvet at bage knækbrød, men da jeg havde lidt rigeligt med kerner og frø, tænkte jeg, at nu skulle det altså prøves. Og det er faktisk pærenemt… men også nemt spist, så har du et ønske om, at det skal holde mere end en dags tid, så gem det godt (dvs. bedre end jeg gjorde).

Jeg har ladet mig inspirere af en opskrift fra Femina, men har for det første lagt kerner og frø i blød, og for det andet lavet et lidt andet miks af frø og kerner, da det var, hvad skabet indeholdt.

I arbejdstid er det hurtigt lavet, men der er lidt ventetid undervejs. Til gengæld skal man slet ikke have fingrene i dejen, og det er jo en fordel for mange.

Opskrift på sprødt knækbrød

Tilberedningstid: Frø og kerner iblødsættes en times tid. Bagetiden er cirka 40-45 minutter. Reel arbejdstid ligger på max 15 minutter. Dvs. i alt 2 timer, hvor du det meste af tiden kan læse en bog, stryge tøj, løbe en tur eller hvad du nu har lyst til.

Ca. 2 bageplader

Ingredienser:

  • 1 dl hørfrø
  • 1½ dl solsikkekerner
  • ½ dl græskarkerner
  • 2 dl hvedemel
  • ½ dl rapsolie
  • Groft salt
  • 1½-2 dl kogende vand

Start med at hælde hørfrø og solsikkekerner op i en skål og hæld koldt vand over, så det lige dækker. Lad stå en times tid.

Tænd ovnen på 150 gr. Tag tre stykker bagepapir i samme størrelse som dine bageplader frem, så de er klar.

Bland alle frø og kerner sammen i skålen, tilsæt mel og salt og herefter rapsolie. Tilsæt det kogende vand lidt ad gangen, så du har en fornemmelse af konsistensen. Dejen røres blot sammen med en ske og skal være samlet, men hverken for fast eller for flydende, den skal være sådan, at du kan rulle den ud.

Fordel halvdelen af dejen på et stykke bagepapir, læg et andet stykke henover og rul dejen tyndt ud – så det passer med kernernes højde – og fjern det øverste stykke bagepapir. Gentag med den anden halvdel af dejen.

Sæt pladerne ind i den varme ovn. Efter ca. 15 minutter kan du med en kniv markere de streger, som knækbrødet bagefter skal knækkes i stykker efter.

Knækbrødene bages i ca. 40-45 minutter i alt. Køles af, og herefter kan du knække dem i stykker langs de markerede linjer.

Opbevares i en tætsluttende beholder.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*