Cantuccini med smag af kaffe


Sådan en kølig sommerdag har man mest lyst til at krybe sammen i sofaen med en god bog, en kop kaffe og lidt lækkert. Derfor kastede jeg mig her til morgen over at lave en variant af sprøde cantuccini med smag af kaffe.

Opskrift – cantuccini med smag af kaffe

Der bliver en 35-40 stykker af denne portion. 
Tilberedningstid: En lille times tid.
Ingredienser:

  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 125 g rørsukker
  • 75 g mandler, hele og ikke smuttede (gør det let)
  • 50 g mørk chokolade, grofthakket
  • 1 spsk nescafé opløst i 1 spsk varmt vand
  • 3 æg

Tænd ovnen på 170 g varmluft. Bland alle de tørre ingredienser, tilsæt mandler, chokolade og nescafé. Saml dejen med æggene. Dejen kan godt være lidt vanskelig at samle, men lad endelig være med at ælte den for meget, den skal være lidt klistret.

Rul dejen ud i to stænger på bagepapiret, ca. 7 cm brede og 1 cm høje. Bages i ca. 20-25 minutter. Tag pladen ud af ovnen, vent et minut eller to, så den værste varme er dampet af. Skær stængerne ud i stykker ca. 1 cm brede. Stil småkagerne på højkant på pladen, og ind i ovnen med den igen, denne gang ca. 10-12 minutter.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*