Sprød salat med bagte radiser og kikærter


Dagens salat blev en blød og sprød salat med bagte radiser, kikærter og feta. Helt enkelt og god til at sluge den halve dåse kikærter, vi ofte får i overskud. Rå radiser smager som bekendt både skarpt og lidt bittert, som en blanding af sennep og peber. Men den skarpe smag forsvinder til fordel for noget langt mere blødt og behageligt, når radiserne bliver bagt. Resultatet taler for sig selv, for den skæggede glemte helt sin skepsis over for radiser og guffede dem lystigt i sig, det er ellers ikke tidligere set 😉

Salat med bagte radiser, kikærter og feta

Tilbehør til 2 personer
Tilberedningstid: 20 minutter (plus opvarmning af ovn)
Ingredienser:

  • 1/2 dåse kikærter
  • 1 bundt radiser
  • Olivenolie
  • 1/2 bæger fetaost
  • Salat, fx iceberg eller små salatblade
  • Salt

Dressing:

  • 1 spsk sherryvineddike
  • 1 tsk honning
  • 2 1/2 spsk rapsolie eller olivenolie
  • Salt, peber

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Bland kikærter og radiser skåret i halve i et fad, der er smurt med olie, og salt med rund hånd. Bages i ovnen i ca. 15 minutter.
Imens lægges iturevet iceberg salat eller små salatblade i en skål, ovenpå lægges fetaost i tern. Dressingen røres sammen. Når kikærter og radiser er bagte, hældes de over salaten sammen med dressingen. Serveres fx til fisk. 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*