Crumble eller smuldrekage med blandede bær

Crumble er bare en helt fantastisk opfindelse til den lette, men meget velsmagende dessert. Den kan forberedes i forvejen eller på kort tid ved uventede gæster, serveres lun eller kold, og kan indeholde, hvad man nu lige synes af bær (eller hvad fryseren gemmer – uanset om det er fryseren hjemme eller i det lokale supermarked). Jeg serverer den med creme fraiche, gerne den fra Thise, som både har en flot farve og en smag, der gør, at flere spørger til, hvad jeg dog har gjort ved den, siden den smager så godt… jo, ser I, jeg har hældt den fra bøtte til skål (og nej, indlægget her er ikke sponsoreret af nogen…).

Erstat creme fraiche eller is med skyr, og du har et bud på en alternativ morgenmad.


Opskrift – crumble eller smuldrekage

Passer til 4 personer sådan godt og vel. Måske seks personer – afhænger af (lækker)sult.

Tidsforbrug: Max 1/2 time i forberedelse plus 1/2 time i ovnen. Det smarte er, at du kan sagtens lave al forberedelsen i god tid, og så bare smække det sidste sammen og i ovnen med det på nul tid.

Sværhedsgrad: piece of cake 😉

Ingredienser:
• 350 g blandede bær – ribs, solbær og hindbær, optøede hvis fra frost
• 2 spsk sukker (eventuelt, mest fordi jeg har præsteret at glemme det, men det gik nu ikke ud over smagen, fordi bærrene var søde nok i sig selv)
• 100 g havregryn
• 50 g hvedemel
• 50 g sukker
• 60 g smør, iskoldt
• 25 g mandler
• Tilbehør: creme fraiche eller måske lidt vaniljeis

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Hak mandlerne. Spred bærrene i et fad på ca 18×18 cm, drys evt. med et par spsk sukker. Smuldr resten af ingredienserne sammen på nær mandlerne. Kom crumbledejen ovenpå bærrene og slut af med de hakkede mandler. Bages i ca. 30 minutter. Serveres varm/lun med creme fraiche.

Dagen derpå – hvis der bliver en dagen derpå med rester – kan den snildt lunes i ovnen eller spises kold.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*