Sæsonen for frisk torskerogn er kort – her i årets første måneder, og helt ærligt har jeg aldrig prøvet at tilberede torskerogn helt fra bunden… og én gang skal jo være den første. Det blev så nu. Og det er helt enkelt pærenemt, faktisk overraskende nemt, selv om jeg må indrømme, at surfturen rundt på nettet efter inspiration ikke gjorde det let… tidsangivelserne var lidt svævende i bedste fald, i værste fald kunne de jo være decideret vildledende. Men resultatet blev altså ret vellykket og helt anderledes end det, man hiver ud af en dåse (skulle det godt nok også gerne…).
Opskrift – frisk torskerogn
Portionen af torskerogn her passer til to personer i to dage – eller fire personer 1 dag. Tilbehøret passer til to personer 1 dag.
Tidsforbrug: En times tid inkl kogetid.
Ingredienser:
- 600 g frisk torskerogn
- 1 spsk eddike (almindelig lagereddike) og 5 peberkorn pr. halve liter kogevand
- 1/2 spidskål
- 1/2 moden mango
- 1 avocado
- Olivenolie og en klat smør til at stege i
- 1-2 citroner
- Salt, peber
Den friske torskerogn pakkes ind i bagepapir. En gryde med vand koges op, eddike og peberkorn tilsættes og torskerognspakken lægges i. Holdes lige under kogepunktet i ca. 40-45 minutter – skal føles fast, når den er klar. Jeg ved ikke, om jeg var hamrende heldig, men torskerognen var perfekt kogt.
Tag torskerognspakken op.
Tilbehøret består af fintsnittet spidskål, mango i tern og avocado i skiver. Varm lidt olivenolie i en sauterpande til medium varme, tilsæt først spidskålen og lad den få et par rundture ca. 5 minutter. Tilsæt derefter mango og avocado, giv det et par vrid frisk citronsaft og sænk varmen – smag til med salt og peber og lad det stå, mens torskerognen tilberedes. Varm en blanding af smør og olivenolie op i en pande. Skær torskerognen i skiver knap 1 cm tykke. Steg dem i olie/smørblandingen ved medium varme i ca. 5-8 minutter, krydres med salt og peber undervejs – og frisk citronsaft til sidst.