Grønkålssalat med kefirdressing

Grønkål er megasundt, og kefir skulle være genial foder til tarmen, så hvorfor ikke kombinere de to? Det resulterede i en mættende (og tyggekrævende) grønkålssalat med kefirdressing – og æbler, knoldselleri og gulerødder, plus rugbrødscroutoner. Salaten kan fint udgøre et aftensmåltid til to personer, eller den kan være tilbehør eller frokost til 3-4 personer.
Kefir minder i smag meget om kærnemælk, mens konsistensen er som yoghurt. Dvs. et oplagt valg til morgenmad, smoothies, i bagværk eller som her som dressing.

Opskrift – grønkålssalat med kefirdressing

Mætter 2 personer til aftensmåltid.
Tidsforbrug: 1/2 time max
Sværhedsgrad: let
Ingredienser:

  • 150 g finthakket grønkål (spring over det lave gærde og køb den færdighakket)
  • 1/2 knoldselleri
  • 2 gulerødder
  • 1 æble, dansk og dejligt
  • 2-3 skiver godt, groft rugbrød
  • Olivenolie

Dressing:

  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 tsk akaciehonning
  • 3 spsk kefirmælk
  • Salt, peber

Start med at røre dressingen sammen. Bland den med den finthakkede grønkål på et fad. Skræl knoldselleri og skær den i tern. Varm en pande op og steg knoldselleriternene ved medium varme i ca. 15 minutter, til de er gennemstegte og bløde indeni. Giv dem et vrid salt og peber. Skær rugbrødet i små tern og steg dem på en anden pande med lidt olivenolie, indtil de er sprøde og lækre – hæld dem over på et stykke køkkenrulle og giv dem lidt salt.
Imens rugbrød og knoldselleri hygger sig på panderne, skrælles gulerødderne. Lav lange strimler af dem med en kartoffelskræller. Skær æblet i små tern. Bland begge dele med grønkålen. Top med de stegte tern af knoldselleri og rugbrødscroutoner.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*