Kærnemælkskoldskål af den sunde slags

Helt ærligt, nu skal jeg vist stramme lidt op på bloggen her… der er jo vildt mange kager! Så her kommer en lidt sund kærnemælkskoldskål. Jeg har prøvet lidt forskelligt for at finde den rigtige konsistens, når nu jeg har valgt at lave den uden æg. Normalt er koldskål jo noget med æggeblommer, der piskes med sukker og vanilje, og tilsættes kærnemælk og tykmælk, i sig selv heller ikke usundt på nær sukkeret. Men jeg ville også gerne gøre det let at lave koldskål til 1 person. Så jeg fandt kærnemælk og skyr frem sammen med lidt honning og citron. Jeg havde danske jordbær, så de skulle selvfølgelig ovenpå.

Den her udgave af kærnemælkskoldskål smager dejligt, men har ikke så rund en smag som med æggeblommer og sukker. Til gengæld er den sundere… og så bliver den ikke ringere af at blive indtaget på terrassen, mens solen langsomt synker.

“Mangler der ikke noget?” tænker du måske. Og jo, de fleste skal have kammerjunkere til deres koldskål. Men skal der være sammenhæng i tingene, skal man ikke servere kammerjunkere, som jo nærmest er småkager, til en sund udgave af koldskål. Kan du imidlertid ikke undvære, er der en opskrift på knasende, sprøde kammerjunkere her.

Detaljer

Hvor mange?

Alene hjemme = 1 person

Arbejdstid?

5 minutter (virkelig!)

Tid på køl?

15-30 minutter

Hvor svært?

Meget, meget let

Ingredienser

  • 1,5 dl kærnemælk

  • 3 spsk skyr

  • 1 tsk honning

  • 1/2 tsk vaniljesukker

  • Citronsaft

  • 5-6 jordbær

Ingredienser:

Sådan gør du

  • Pisk det hele sammen – pånær jordbærrene – til det bliver skummende. Smag til med lidt citronsaft. Stil det på køl indtil servering.
  • Skær jordbærrene i kvarte og hæld dem over ved servering.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*