Laks i pakke

Vi har en rigtig god fiskemand, som jævnligt har et godt tilbud på en halv side fersk laks, og det smager meget bedre end de færdigpakkede udgaver fra supermarkedets køledisk. Denne gang har jeg pakket fisken ind i bagepapir sammen med spinat og tomater. Fordelen ved at pakke laksen ind er, at ikke blot holdes alle gode safter omkring fisken under tilberedningen. Man får også en ekstra oplevelse, når man åbner sin fiskepakke. Det dufter nemlig helt vildt godt. Tilbehøret vælges efter smag og behag. Jeg har fx serveret laks i pakke med couscous, porre og oliven til, det giver et godt modspil til fisken og spinaten.

Bagt laks med tomat og spinat
Bagt laks med tomat og spinat

Opskrift – laks i pakke

Hovedret 2 personer

Tilberedningstid: 40 minutter

Ingredienser

  • 2 stk laksefilet
  • 150 g frossen spinat
  • 8-10 cherrytomater
  • ½ løg, finthakket
  • Olivenolie
  • Salt, peber
  • 2 stk. bagepapir ca. 25 x 40 cm

Tænd ovnen på 200 grader.

Skær skindet af laksefileterne og læg dem til side. Tø spinaten op i en gryde ved jævn varme. Imens skylles cherrytomaterne og skæres i kvarte, og den halve løg hakkes fint.

Når spinaten er tøet op, fordeles den på de to stykker bagepapir, ovenpå lægges laksefileterne. Der krydres med salt og peber, det hakkede løg og cherrytomaterne i kvarte fordeles omkring. Derefter hældes et lille skvæt olivenolie over og pakkerne lukkes fint sammen. De to pakker placeres i et ovnfast fad og får ca. 20 minutter i ovnen.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*