Is med hvid chokolade og mandarin

Det her en rigtig vinter-is. Jeg tror slet ikke, den vil gøre sig på en varm sommerdag. Men om vinteren er den perfekt gerne serveret sammen med en lun æbletærte. Den er baseret på min grundopskrift på is – og så er der blot tilføjet heftige mængder hvid chokolade og mandarinsaft. I stedet for mandarin kan man selvfølgelig også vælge appelsin.

Is med hvid chokolade - ikke taknemmeligt at fotografere, her vist med lun æbletærte
Is med hvid chokolade – ikke taknemmeligt at fotografere, her vist med lun æbletærte

Opskrift på is med hvid chokolade

Dessert 6 personer. Isen rækker let til 6 personer – og flere, hvis du serverer den med fx æbletærte.

Tilberedningstid: 30 minutter + frysetid 4-6 timer

  • 100 g hvid chokolade
  • 2 æggehvider, pasteuriserede
  • 2 æggeblommer, pasteuriserede
  • 4 spsk sukker
  • ¼ l piskefløde
  • Saft af 1 mandarin

Smelt halvdelen af chokoladen over vandbad. Det kan fint passe sig selv, mens du laver selve isen:

Gør tre skåle klar: Den første med æggehvider og 1 spsk sukker, den næste med piskefløde alene og den sidste med æggeblommer og 3 spsk sukker. Pisk i samme rækkefølge – så slipper du for at gøre piskerisene rene mellem hver piskning. Start med at piske æggehviderne helt stive. Derefter piskes fløden til flødeskum, den må godt være lidt fast i det, men må selvfølgelig ikke blive til smør. Til sidst piskes æggeblommer og  sukker rigtig godt så lang tid, at det bliver til en helt lysegul æggesnaps. Jo bedre æggesnapsen piskes, jo bedre is… det kan altså ikke betale sig at springe over her.

Tag den smeltede chokolade af vandbadet, bland resten af chokoladen i – rør godt og hurtigt. Tilsæt saften af mandarinen. Chokolade-mandarin-blandingen hældes derefter sammen med æggesnapsen – rør hurtigt, for chokoladen kan godt have lidt tendens til at stivne.

Derefter vendes flødeskummet i med let hånd – og de stiftpiskede æggehvider vendes i til sidst. Hældes i passende beholdere. Portionen her bliver til 1½ almindelig literis-form. I fryseren med beholderne – og vent 4-6 timer. Det er ikke nødvendigt at høre rundt i ismassen under indfrysningen, der dannes ikke iskrystaller i isen.

Tag isen ud af fryseren ca. ½ time før servering og sæt den i køleskab.  Serveres fx med æbletærte eller med friske frugter.

No Comments

  1. Uhm… hvid chokolade er altid et hit hos os, så den skal vidst prøves! 🙂

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*