Laks og asparges i kokos

Hurtigt, let og enkel sommermad
Hurtigt, let og enkel sommermad

Da vi i sidste uge var på weekend i det nordjyske, stod menuen lørdag aften på laks og asparges i fløde med frisk pasta og tomatsalat. Men retten kan også fint laves med kokosmælk i stedet, så hedder det bare laks og asparges i kokos. Giv nye kartofler til som tilbehør. Det er også en ret, hvor man virkelig kan sige ”nallerne væk” under tilberedningen, for det er vigtigt at lade laksen få varmen i fred og ro.

Vil man i stedet bruge fløde, så går der ca. 1½-2 dl madlavningsfløde i stedet for kokosmælk.

Opskrift på laks og asparges i kokos

Hovedret til 2 personer

Tilberedningstid: 25 minutter

Ingredienser:

  • 225 g laks (2 laksestykker)
  • ½ bundt asparges
  • ½ rødløg
  • Olivenolie
  • Saft af ½ citron
  • 1 lille dåse kokosmælk
  • Salt, peber
  • Tilbehør i form af nye kartofler eller friskkogt pasta, tomatsalat

Start med at fjerne skindet fra laksen og skær den i passende ”mundrette” stykker. Rengør asparges og skær rødløget i tynde både.

Varm olivenolien i en pande og rist rødløgsbådene. Tilsæt saften af en halv citron sammen med kokosmælken og lad det koge op. Læg forsigtigt aspargesstykker og laksestykkerne ned i panden – og lad det stå i ca. 10 minutter. Vend kun forsigtigt i det, ellers ender det med, at laksen går i tusind stykker, og det er ganske enkelt ikke særlig lækkert. Smag til med salt, peber og evt. lidt mere citron. Du kan evt. jævne saucen let. Klar til servering med tilbehør – og evt. et drys dild som fin pynt.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*