Rabarberkage med kokos 

I morgen er en særlig dag på jobbet. Jeg kan nemlig for første gang nogensinde i min efterhånden lange tid på arbejdsmarkedet fejre 5-års jubilæum, og da jeg næppe nogensinde rammer hverken 10 eller 25 år, skal de 5 år selvfølgelig fejres i afdelingen. Rabarberne har ramt butikkerne, og det benyttede jeg mig af, så resultatet er blevet denne rabarberkage med kokos.

Egentlig ville jeg have drysset hakkede hasselnødder ud over den med rund hånd, men da vi har et par nøddeallergikere i kompagniet, valgte jeg i stedet rørsukker.

Opskrift – rabarberkage med kokos

1 springform ca 24-26 cm – passer til dessert til 8 personer.
Tidsforbrug: 1/2 time forberedelse + 35-40 minutters bagetid = en god times tid
Ingredienser:

  • 100 g smeltet smør
  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 100 g kokosmel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukker 
  • 100 g hvedemel
  • 50 g marcipan 
  • 300 g rabarber 
  • 2 spsk rørsukker

Start med at tænde ovnen på 160 grader varmluft. Beklæd en springform med bagepapir i bunden og smør den med lidt olie op ad siderne (det letter rengøringen og bøvlet med at få frigjort færdigbagt kage fra form).

Smelt smørret ved svag varme, imens du rengør rabarber og skærer dem i små stykker, ca 1 cm. Skær også marcipanen i små stykker. Pisk æg og sukker til en luftig og lys masse. Tilsæt det smeltede smør lidt ad gangen, imens du pisker. Tilsæt kokosmel, vaniljesukker og bagepulver og rør rundt igen. Vend hvedemelet i og slut af med at vende marcipan og ca. 1/3 af rabarberstykkerne i dejen.

Hæld dejen op i formen og fordel den pænt ud. Fordel resten af rabarberstykkerne ud over dejen og drys til sidst med et par spiseskefuld rørsukker. Bages i ovnen ved 160 grader i cirka 35-40 minutter.

One Comment

  1. Pingback: Kr. Himmelfart = kager til alle med gør-det-selv projekter – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*