Aj, det her er måske lidt voldsomt, men vi havde meget stenbiderrogn, og så kunne vi jo lige så godt gå lidt amok. Så her er en forret med asparges og stenbiderrogn. Megameget stenbiderrogn faktisk – og den mængde kan selvfølgelig reduceres. Her er stenbiderrognen kombineret med forårsfrisk spidskål og asparges. Draperet med en anelse dressing med cremefraiche med lime.
Først på sæsonen er stenbiderrognen faktisk altid meget dyr, men afhængig af vejr, vind og fangstforhold falder den heldigvis til et mere spiseligt niveau i løbet af februar og marts måned. For så at forsvinde igen indtil næste forår.
Opskrift – forret med asparges og stenbiderrogn
Luksuriøs forret til 2 personer.
Tidsforbrug: 15 minutter
Ingredienser:
- 1/4 spidskål
- 8 grønne asparges
- 200 g stenbiderrogn, renset
- 1/2 lime i skiver
- Olivenolie
Dressing:
- 3-4 spsk cremefraiche
- Saft af max 1/2 lime
- 1 tsk honning
- Salt, peber
Snit spidskålen fint. Sauter den et par minutter i en varm pande med lidt olivenolie. Smag til med salt og peber. Knæk den træede ende af de grønne asparges og kog dem et par minutter i en gryde – køl dem straks af med koldt vand. Rør dressingen sammen og smag til. Anrettes med sauteret spidskål som bund, derpå fordeles de grønne asparges, stenbiderrognen og øverst et par klatter dressing og limeskiver.
Kan passende serveres med brød – og udgør en pæn stor forret eller en lækker frokost.
Pingback: Gå helt asparges… – Sundt for to