Salat med grillede grøntsager og varmrøget laks

En grillpande er måske mest oplagt til store bøffer, men den er altså også ret genial til fisk og grøntsager. Den skal være godt varm, når den bruges, lidt ligesom en rigtig grill. Jeg har lavet en salat med grillede grøntsager, varmrøget laks, gedeost og ikke mindst en enkel mango chutney dressing.

Opskrift – salat med grillede grøntsager

Passer til 2 personer som frokostret eller aftensmad med lidt brød til.

Tidsforbrug: 1/2 times tid

Ingredienser:

  • 1 bakke rucola
  • 1 squash
  • 1 aubergine 
  • 1 peberfrugt
  • 125 g varmrøget laks
  • 1/2 rulle frisk gedeost
  • Olivenolie

Dressing:

  • 2 spsk mangochutney
  • 1 spsk rapsolie
  • Lidt chiliflager
  • Salt, peber

Skyl alle grøntsager. Skær auberginen i skiver på langs, max 3-4 mm tykke, og strø groft salt over – lad dem trække i 5-10 minutter, mens de øvrige grøntsager tilberedes. 

Skær squashen i tilsvarende skiver på langs, halver dem evt., så de bliver ca 8 cm lange. Vend dem i olivenolie og steg dem på en godt varm grillpande med olivenolie, 3-4 minutter på hver side. Skær peberfrugten i store stykker og tilbered dem på samme vis på grillpanden. Slut af med auberginen, der først skal have saltet skyllet af. 

Hold grøntsagerne varme, efterhånden som de bliver tilberedt. 

Bland ingredienserne til dressingen, juster evt. konsistensen med lidt vand.

Salaten arrangeres ved at lægge rucolaen i bunden af et fad, grøntsagerne ovenpå sammen med varmrøget laks i stykker samt smuldret gedeost. Hæld dressingen over og servér. 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*