Sandwich med røget makrel

Sommerferie-sandwich (også perfekt to-go til frokosten på arbejde eller en picnic)

Vi har netop holdt et par uger fri fortrinsvis herhjemme – kun med det formål at besøge/få besøg af venner, læse gode bøger, motionere og slappe af. Med andre ord have tid til at tulle rundt. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle have jongleret med en masse nye ideer til opskrifter, men det blev ikke til meget, nok mest fordi vejret var så godt, at man hverken havde lyst til at stå i køkkenet eller for den sags skyld spise de store måltider. Men en sommerferie-sandwich blev det da til.

En af de ting, vi dog har gjort, er at variere frokosten. Det er så let at springe over det lave gærde, når det gælder frokosten. En klapsammen er jo i princippet rigeligt. Men jeg har forsøgt at lave lidt forskelligt i løbet af ferien, blandt andet denne her rugbrødssandwich med røget makrel. Superenkel at lave, men noget mere spændende end en rugbrød med makrel i tomat, som ellers kunne være det helt oplagte alternativ.

Jeg har døbt den sommerferie-sandwich, fordi den blev lavet i sommerferien. Men den fungerer nu altså rigtig fint i mange andre sammenhænge. Har du mod på det – og tiden, så kan den være givet godt ud på selv at bage dine flutes til sandwichen. For eksempel de her kernegode flutes, som jeg vender retur til igen-igen.

Detaljer

Hvor mange?

1 sandwich

Arbejdstid?

Max 15 minutter

Alt i alt?

Max 15 minutter

Hvor svært?

Let, let, let

Ingredienser

  • 1/2 røget makrel

  • 1/2 lille, finthakket rødløg

  • 1 håndfuld persille, hakket

  • 1 spsk skyr

  • 1 tsk dijonsennep (eller 2 hvis du er til stærk mad)

  • Salt, peber

  • 1 lille sandwichflute af rugbrødstypen

  • 6 agurkeskiver

  • 4-5 blade hjertesalat

Sådan gør du

  • Tag evt. skind af makrellen og del den i mindre stykker, gå den samtidig efter for små ben, som let kan skjule sig.
  • Hak rødløget fint – og giv også persillen en tur under kniven. Rør makrel, løg og persille sammen med skyr og dijonsennep. Smag til med salt og peber.
  • Lun fluten og fyld den med salat, makrelsalat og pynt af med agurkeskiver. Klar til servering.

Tag evt. skind af makrellen og del den i mindre stykker, gå den samtidig efter for små ben, som let kan skjule sig. Hak rødløget fint – og giv også persillen en tur under kniven. Rør makrel, løg og persille sammen med skyr og dijonsennep. Smag til med salt og peber.

Lun fluten og fyld den med salat, makrelsalat og pynt af med agurkeskiver. Klar til servering.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*