Kombinationen af sprøde asparges og forårsløg med citron giver et helt enkelt tilbehør med masser af smag og knasende sprødt. Kan serveres til alt fra vegetarretter til en ovnbagt laks. Der skal bruges groft salt – det giver altså en bedre smag end det fine salt i denne ret.
Et godt råd: Billedet her yder ikke helt retten retfærdighed, for de her asparges forsvinder som dug for solen. Det gælder altså om at være hurtig – eller lave dobbelt portion… Uanset hvad, så smager de faktisk allerbedst direkte fra panden – de må ikke stå og blive bløde.
Sprøde asparges og forårsløg…
Tilbehør 2 personer
Tilberedningstid: 10-15 minutter.
Ingredienser
- 225 g grønne asparges
- 3-4 forårsløg
- ½ tsk groft salt
- 1-2 spsk citronsaft
- 1 spsk olivenolie
Det kan være en god ide at lave tilbehøret til allersidst lige før servering, så forbliver aspargesene sprøde og lækre.
Varm olivenolien op og rengør imens grøntsagerne. Skær asparges i 3 cm lange stykker og forårsløgene i fine stykker. Når olien er varmet op til en pæn, men ikke hed, temperatur, tilsættes grøntsagerne. Lad dem riste i ca. 2-3 minutter, tilsæt salt og hæld citronsaft over. Lad det simre et par minutter og server som tilbehør til fx fisk.
Pingback: Sommerfest for vennerne « sundt for to