Sprøde cantuccini


Jeg ved ikke helt, om småkager og sommer rimer, men en enkelt af de sprøde cantuccini til kaffen er nu ikke at foragte midt mellem jordbær og is…

Sprøde cantuccini

Der bliver en 35-40 stykker af denne portion. Og tilberedningstiden er til at overse – man kommer langt med tre kvarter, for selve dejen tager ingen tid at bikse sammen. 
Ingredienser:

  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 125 g rørsukker
  • 75 g mandler, hele og ikke smuttede (gør det let)
  • 50 g mørk chokolade, grofthakket
  • 3 æg

Tænd ovnen på 170 g varmluft.
Bland alle de tørre ingredienser, tilsæt mandler og chokolade og saml dejen med æggene. Dejen kan godt være lidt vanskelig at samle, men lad endelig være med at ælte den for meget. Tilsæt evt. et par dråber vand, hvis det er for vanskeligt. Dejen bliver lidt som en klistret mørdej, hvis det giver mening…

Rul dejen ud i to stænger på bagepapiret, ca. 7 cm brede og 1 cm høje. Bages i ca. 20-25 minutter. Tag pladen ud af ovnen, vent et minut eller to, så den værste varme er dampet af. Skær stængerne ud i stykker ca. 1 cm brede. Stil småkagerne på højkant på pladen, og ind i ovnen med den igen, denne gang ca. 10-12 minutter. Klar til kaffe med naboerne…

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*