Test-fest med brownie

Der er generalforsamling i firmaets personaleforening i næste uge, og det gik sløjt med tilmeldingerne – lige indtil chefgruppen tilbød at gå i køkkenet…. så flerdobledes tilmeldingstallet! Ok, inden da var kun bestyrelsen tilmeldt, så så mange mennesker er der heller ikke tale om. Jeg står for desserten, og det gør jeg altså ikke uden at køre en enkelt test på kagen, som skal være en brownie.

Ofte bliver brownies meget chokoladetunge i det, men jeg foretrækker dem i en lidt lettere udgave. Kagen her går egentlig fra at være en let chokoladekage på dagen, hvor den er bagt, til at sætte sig og blive en brownie dagen derpå efter at have stået i køleskabet et døgns tid. Og så kan den holde sig i flere dage i køleskabet.

Testen forløb rigtig godt. Brownien blev helt perfekt i selskab med hjemmelavet is med mandelkrokant og friske blåbær. Så nu er det bare om at gange op, så der bliver nok til alle til generalforsamlingen.

Opskrift – brownie

Portionen her giver en kage på ca 15 x 20 cm, skåret ud i 12-15 stykker. 
Tidsforbrug: 1 time inkl. 1/2 times tid i ovnen.
Ingredienser:

  • 100 g smør
  • 50 g mørk chokolade
  • 125 g sukker
  • 2 æg
  • 85 g hvedemel
  • 1/2 tsk salt
  • 100 g valnøddekerner
  • 50 g mørk chokolade

Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Hæld kogende vand over valnøddekernerne og lad dem trække 5 minutter. Det skulle tage lidt af bitterheden i dem.

Hak imens den mørke chokolade groft – 50 g smeltes med de 100 g smør over vandbad. Afkøles evt. i køleskab. Hak valnødderne groft.

Pisk sukker og æg luftigt. Smid piskeriset i opvaskemaskinen, for nu skal der vendes med let hånd. Vend først hvedemel og salt i. Derefter vendes smør-chokoladeblandingen og til sidst valnøddekerner og de resterende 50 g grofthakket chokolade i. Op i den bagepapirforede form og i ovnen med kalorius en halv times tid. Brownien må godt være en anelse klæbrig, når man tjekker med en gaffel, om den er bagt.

Opskriften på is med mandelkrokant kommer her, for den bestod bestemt også testen. 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*