Når man kan få selv sønderjyder til at bryde ud i begejstrede hvin, så er det altså en god is. Der er også tale om en meget lækker is med mandelkrokant. Alle sejl var sat til.
Lav den om formiddagen, så er den klar til aftenens dessert evt. serveret med brownie og blåbær – eller anden frugt.
Opskrift – lækker is med mandelkrokant
Tidsforbrug: Selve tilberedningen tager ca. 45 minutter, men dertil skal lægges, at man man lige skal have tålmodighed 5-6 timer, mens isen er i fryseren og bliver til is.
Portionen her passer til 6-8 personer afhængig af lækkersult og tilbehør.
Ingredienser:
- 50 g mandler
- 2-3 spsk sukker
- 2 æggehvider
- 2 æggeblommer
- 4 spsk sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 1/4 l piskefløde
- 2-3 spsk brandy
Start med at overhælde mandlerne med kogende vand, lad dem stå lidt og smut dem så. Varm en pande op til middel varme, rist mandlerne. Når de har fået farve, tilsættes 2-3 spsk sukker, som smelter. Vend mandlerne rundt og hæld dem over på et stykke bagepapir. Afkøles og hakkes derefter groft, der må gerne være lidt store stykker iblandt.
Pisk æggehviderne stive, tilsæt 1 spsk sukker og giv det et par omgange med håndmixeren. I en anden skål piskes fløden til flødeskum, ikke stift som i smør, men heller ikke blødt. Og i en tredje skål piskes æggeblommer, 3 spsk sukker og vaniljesukkeret længe, så det bliver næsten hvidt.
Bland nu først den hakkede mandelkrokant i sammen med brandyen. Derefter vendes flødeskummet i med let hånd, og der sluttes af med en endnu lettere hånd, når du vender de stift piskede æggehvider i. Behold så meget luft i ismassen som muligt.
Hældes i passende beholdere og sættes i fryseren i mindst 5-6 timer. Det er ikke nødvendigt at røre rundt undervejs.
Ved servering tages isen ud af fryseren ca. 10 minutter før, så den lige bliver blød og lækker.