Morgenmadskage

10 facts om mig og mad

Det her opslag er helt, helt anderledes end de normale opslag. Har jeg fanget din opmærksomhed? Normalt er det opskriften og det spiselige, der er i centrum, men i dag retter jeg projektørlyset mod mig selv med 10 facts om mig og mad. Det er lidt alternative facts, så det følgende er bestemt ikke et CV, men et indblik i noget af det, der ligger bag min blog. Og derfor handler det stadig om mad:

 1. Jeg er enormt dårlig til at følge en opskrift. Dvs jeg elsker at eksperimentere, lave lette løsninger eller bare finde alternative råvarer, når jeg mangler noget til den “rigtige” opskrift. Deraf opstår der også mange, nye ideer til alt fra salater og supper til kager og is. Lige for tiden blander jeg fx gerne elementer fra det salte køkken ind i det søde.

2. Det er sjovt at bage til mine kolleger. Og jeg ved godt, at jeg til tider udfordrer dem lidt, men det synes jeg også, er sjovt… De er i øvrigt verdens bedste testsmagere, for de siger aldrig nej tak. Jeg synes desuden, at det er lidt sjovere at være chefen, der bager kage, end hende der løber i fritiden. Alle chefer løber jo i fritiden.
 
Prøv denne her morgenmadskage – se billedet øverst.

Om at spise grønt

3. Jeg spiser overvejende vegetarisk, men jeg nyder også gerne fisk og skaldyr. Også blæksprutter, som den skæggede med stor undren ser mig indtage med velbehag.

4. Jeg er så høflig, at jeg spiser, hvad der kommer på bordet. Stort set, for der er altså grænser. En af dem mødte jeg for mange år siden i Frankrig, hvor vi spiste lokale specialiteter fra Ardeche, heriblandt en meget underlig kød/kålbolle af ubestemmelig oprindelse. Den blev rullet rundt på tallerkenen rigtig mange gange, før den endte inde under servietten med bemærkningen: “Pyh, jeg er godt nok mæt…”

5. Kød giver mig ondt i maven, derfor smager jeg kun på lidt af det. Men som sagt, jeg er høflig, så jeg prøver det altid.

6. Jeg har ikke smagt øllebrød, siden min mor lavede en såkaldt luksusudgave til mig som barn – og jeg var ved at kaste op over lugten, så jeg fik ikke engang smagt på den. Jeg kunne derfor heller ikke cykle forbi Ceres bryggeriet i Aarhus, da jeg boede der i 80’erne uden at få det nærmest dårligt. Lugten fra bryggeriet mindede mig i den grad af øllebrød, at kvalmen stod i halsen lige med det samme.

Livretten er ikke længere…

7. Jeg blev kureret for den danske nationalspise og manges livret, stegt flæsk med persillesovs, da jeg som barn lå på sygehuset og skulle have “lige, hvad jeg havde lyst til”. De søde sygeplejersker glemte bare at spørge mig, om der var andet, jeg også godt kunne lide. Det endte med, at jeg fik stegt flæsk med persillesovs fem dage i træk, for så længe køkkenet ikke fik anden besked, lavede de altså stegt flæsk til mig. I øvrigt var min mors udgave af samme ret meget, meget bedre…


Jeg er lidt vild med denne her jordskokkesuppe.

8. Jeg kommer aldrig til at deltage i Den Store Bagedyst eller tilsvarende programmer. Jeg er for egensindig, tror jeg, og så er store præstationskager ikke lige det, jeg brænder mest for. Men jeg overvejer da, om jeg ikke lige skulle kaste mig over en Othello lagkage.

9. Min livret er… ikke noget bestemt. Det afhænger af årstid, humør og situation. Kombinationen af nye, danske asparges, kartofler og jordbær bliver jeg imidlertid aldrig træt af. Helst serveret på terrassen.

10. Jo, indrømmet, her til allersidst: jeg ville da egentlig gerne kunne leve af at skrive om mad. Men jeg har det nu også rigtig godt med, at det er en sjov hobby.


 En anderledes gulerodskage

Og dermed nåede vi frem til 10 facts om mig og mad.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*