I denne weekend har vi haft arbejdsdag i vores ejerforening. Sammen med to andre stod jeg for at lave frokosten til de sultne naboer. Vi havde valgt at lave en traditionel frokost med marinerede sild, æg og rejer, frikadeller og ikke mindst tarteletter. Og så en græskartærte til dessert, fordi det snart er Halloween. Opskriften på græskartærten finder du her. Til de marinerede sild havde jeg mixet en æblesalsa, som vakte begejstring.
“Kan man bruge sådan en æblesalsa til andet?” blev jeg spurgt. Og ja, det kan man godt. Jeg tjekkede resterne af på en gang røget hellefisk, og det var slet ikke dumt.
Først og fremmest var det nu en herlig afveksling fra de normale marinerede sild med karrysalat. Det kan hurtigt blive lidt kedeligt – måske især hvis man køber en færdiglavet karrysalat.
Vi var mange til frokost, men jeg har beregnet en portion æblesalsa til sild til seks personer.
PS: Jo, jo, der blev ryddet op, badebroen blev taget ind, og der blev i det hele taget gjort klar til vinterens komme. Det er lidt trist, men også ok, for nu bliver det tid for at krybe indendørs, læse bøger og kigge ind i pejsens flammer. Ikke dårligt… når nu det skal være.
Detaljer
6 personer
15 minutter
15 minutter
Meget let
Sådan gør du
- Hak rødløget fint. Skær æblet i små, fine tern. Halver agurken på langs og fjern kernerne med en ske. Skær agurken i små, fine tern ligesom æblet.
- Bland det hele i en skål, krydr det med salt og peber og bland det til sidst med cremefraiche, bare lige nok til, at cremefraichen holder det sammen.