Tomater og mozzarella hører nærmest sammen. Tænk bare på en tomatsalat… Derfor er det også ret oplagt at lave en tomattærte med mozzarella.
Til brunch, til frokost, til aftensmad – eller måske til natmad… denne tomattærte med mozzarella er velegnet til det hele og kan stort set spises døgnet rundt. Det handler bare om, hvilket tilbehør man sætter til, hvis der overhovedet skal tilbehør til. Om morgenen er tærten en del af en brunch, til frokost og aften kan den serveres med salat – og som det, der populært kaldes skrub-af-mad, vil noget salt tilbehør, pølse (hvis man er kødspiser) eller måske noget røget laks, være oplagt.
Tærten her bliver ca. 26 cm i diameter. Hvor mange der kan bespises hermed, afhænger jo helt af, hvornår og med hvilket tilbehør den serveres. Umiddelbart vil jeg sige, at der er nok til fire personer som frokostret eller let aftensmad. Bunden er en traditionel mørdej, men med grahamsmel, der er groft, men som også giver en ret sprød bund. Husk i øvrigt, at tærten bliver mere sprød, hvis den laves i en metalform end som her i en porcelænsform. Fyldet er som nævnt tomater, mozzarella og så lidt sorte oliven, som er herligt salte mod tomaternes sødme og mozzarellaens ret neutrale smag.
Detaljer
Tærteform på ca. 26 cm i diameter
2 x 15 minutter
Dejen skal hvile 1 time, og tærten bage 40 minutter
Næh, ikke vanskelig
Ingredienser
- Bund
120 g hvedemel
60 g grahamsmel
60 g smør, iskoldt og i små stykker
1 tsk salt
1-2 spsk vand
- Fyld
250 g cocktailtomater
1 mozzarella, 125 g
1 håndfuld udstenede sorte oliven
2 æg
2 dl mælk
Tørret timian – eller evt. frisk – mængde efter smag
Salt, peber
Sådan gør du
- Bund
- Bland melet og salt i en skål. Skær smørret i små stykker og gnid det ind i dejen. Dejen samles med lidt vand, pakkes ind i husholdningsfilm og lægges på køl en times tid.
- Tænd ovnen på 200 g varmluft. Rul derefter dejen ud og læg den i en tærteform, der evt. er smurt med lidt olie. Bages i 10 minutter.
- Fyld
- Imens gøres fyldet klart: cocktailtomaterne skæres i kvarte og mozzarellaen i skiver. Pisk æg og mælk let sammen med timian, salt og peber.
- Tomatbåde , mozzarella og oliven fordeles på tærtebunden, og æggeblandingen hældes over. Bages i yderligere ca. 30 minutter ved 180 grader varmluft.