I går var vi ude og spise frokost – og som vi ofte gør, valgte vi også denne gang tapas. Så kan man nemlig få mere variation på selv en lille sult 😉
Men undervejs kom det fra den skæggede: “din hummus smager meget bedre,” og jeg må indrømme, at jeg var enig… der er mere smag og bedre substans i min bønne-hummus.
Hummus laves traditionelt af kikærter, men jeg bruger ofte bønner i stedet, netop fordi de giver ekstra smag. Og så skal der være en anelse bid i min hummus, den må altså ikke være blendet alt for barnenumse-glat, men må gerne have lidt rynker. Og man må gerne kunne se, at det er persille, der er i.
Opskrift – bønne-hummus
Tilbehør til 2 personer.
Tidsforbrug: 5 minutter…
Ingredienser:
- 1/2 dåse limabønner (eller andre bønner, hvide bønner giver det pæneste look)
- Saft af 1/2 citron
- 1 fed hvidløg (mere kan tilsættes, men den skæggede er ikke så vild med hvidløg, og jeg kan godt lide, at man bare kan ane smagen)
- En håndfuld bredbladet persille
- Spidskommen
- Salt, peber
Det her så let, at det burde være løgn: Blend bønnerne med et fed hakket hvidløg, så det bliver til en grov mos. Hæld mosen over i en skål. Rør citronsaft og hakket persille i. Smag til med godt med Spidskommen, salt og peber.
Den færdige bønne-hummus kan serveres til alt muligt – lige fra middelhavskøkkenet til det mere mellemøstlige. Smager også godt i en sandwich.