choux au craquelin med vaniljecreme og hindbær

Choux au craquelin med vaniljecreme og hindbær

To alen ud af et stykke er måske så meget sagt, men mine choux au craquelin med vaniljecreme og hindbær ligger i pæn forlængelse af mit fokus på tangzhong bagemetoden. Ved tangzhong sikrer man egentlig, at der bliver ved med at være fugt i dejen. Man binder så at sige væske i dejen. Det er smart, fordi der sikrer, at bagværket bliver ved med at være frisk i flere dage. Det samme er tilfældet ved choux au craquelin – eller mere enkelt vandbakkelser. 

Vandbakkelser lyder bare ikke lige så avanceret som choux au craquelin, men det er i bund og grund det samme. Eller rettere det er vandbakkelser med en sprød, krakeleret top. Hvis du hører om profiteroles, så er du i samme boldgade. Mange navne, stort set samme indhold. Vandbakkelser bruges nemlig til ret meget forskelligt – også i det salte køkken.  

Choux au craquelin minder ikke om en traditionel fastelavnsbolle, men de spises rigtig meget her til fastelavn – så lad os bare sige, at udviklingen har inkluderet dem i fastelavnsbolle-traditionen.  

Lidt om mine choux au craquelin 

Jeg har lavet helt traditionelle choux au craquelin med vaniljecreme og hindbær. De smager vanvittigt godt, hvis jeg selv skal sige det, og de er helt sikkert arbejdsindsatsen værd. Inklusive at jeg glemte den sprøde top i første omgang, og derfor måtte lave to gange vandbakkelsesdej. Til gengæld blev jeg belønnet med nogle ualmindelig flotte choux au craquelin til sidst.  

Jeg har lavet vaniljecreme fra bunden. Mange vil vælge et brev fra Dr. Oetker, og det er helt sikkert en let løsning. Men det er faktisk lige så let selv at lave cremen, og så har du helt styr på ingredienserne. Du kan selvfølgelig også bruge en god hindbærmarmelade, men det tager ingen tid at bikse lidt frosne hindbær sammen med et par skefulde sukker. Spring ikke over – du får fuld valuta for indsatsen. 

Det er altså ikke svært at lave vandbakkelser. De fleste mislykkede resultater opstår pga nysgerrighed – den nysgerrighed der opstår, når man lige vil føle på sine vandbakkelser og derfor åbner ovnen. Ovnen skal være hermetisk lukket, lige indtil der er gået 30 minutter. Ellers risikerer du, at dine vandbakkelser falder sammen. 

“Dem kan du sælge!” 

Den skæggede, som er min hårdeste kritiker, udbrød, at “dem kan du sælge!” Det var sådan set også meningen. I det mindste i overført betydning, for jeg håber, at der er nogen, der prøver mine opskrifter.  

En anden variant

Prøv også denne her variant med brombærsylt.

choux au craquelin med vaniljecreme og hindbær

Detaljer

Hvor mange?

6-8 stk af pæn størrelse

Arbejdstid?

1½ time

Bagetid?

35 minutter

Hvor svært?

Kompliceret

Ingredienser

  • Hindbærsylt
  • 100 g frosne hindbær

  • 2 spsk sukker

  • Kiksetop
  • 40 g smør

  • 50 g sukker

  • 50 g hvedemel

  • 1 knsp salt

  • Vaniljecreme
  • ¼ tsk vaniljepulver (=½ vaniljestang)

  • 20 g sukker

  • 10 g maizena

  • ½ + 1½ dl sødmælk

  • 1 knsp salt

  • 2 æggeblommer

  • 1 dl piskefløde

  • Vandbakkelser
  • 1½ dl vand

  • 60 g smør

  • 1 dl hvedemel

  • 2 tsk sukker

  • 1 knsp salt

  • 2 æg

Sådan gør du

  • Vaniljecreme
  • Pisk med et piskeris sukker, maizena og vaniljepulver i en skål sammen med ½ dl sødmælk. Tilsæt æggeblommer og pisk det sammen.
  • Varm resten af mælken til lige under kogepunktet. Skru ned for varmen og tilsæt æggeblandingen i en stråle under omrøring.
  • Bliv ved med at røre rundt ved svag varme, indtil cremen samler sig og bliver tyk.
  • Hæld cremen i en skål. Dæk den med husholdningsfilm, der ligger ned på selve cremen, og afkøl i køleskab i mindst 1 time.   
  • Hindbærsylt
  • Kom de frosne hindbær i en kasserolle sammen med 2 spsk sukker. Lad det koge op og simre sammen i ca. 10 minutter. Hældes i en skål og køles af.  
  • Kiksetop
  • Bland de tørre ingredienser sammen. Tilsæt smør i små stykker og smuldr dejen sammen. Du kan evt tilsætte et par dråber vand, hvis det kniber med at få dejen samlet.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og læg den i køleskabet, indtil du skal bruge den. 
  • Vandbakkelser
  • Klargør en bageplade med bagepapir. Find en sprøjtepose frem – og evt et blenderglas eller lignende, som du kan stille sprøjteposen i, mens den fyldes. Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovnvarme.
  • Bland hvedemel, sukker og salt i en skål. Rør æggene let sammen i en anden skål.
  • Kog vand og smør op i en kasserolle. Tilsæt de tørre ingredienser og rør godt med et piskeris, indtil dejen slipper kanten.
    KØL DEJEN AF i ca. 5-7 minutter.
  • Tilsæt så de let sammenrørte æg lidt ad gangen, mens der røres godt. Når dejen er jævn og samlet, så den igen slipper kanten, er den klar.
  • Hæld dejen i sprøjteposen (stil den evt i et blenderglas og buk kanten ned – så er det lidt lettere at fylde den), klip hul i bunden og sprøjt 6-8 vandbakkelser ud på bagepladen. 
  • Inden vandbakkelserne kommes i ovnen
  • Husk nu kiksetoppen… Tag den udrullede kiksedej ud af køleskabet og udstik 6-7 cirkler af ca. 5-6 cm i diameter. Læg dem oven på vandbakkelserne. Sæt pladen i ovnen i 30-35 minutter.
  • Husk, det er absolut forbudt at åbne ovnlågen de første 30 minutter – det er den sikre vej til sammenfaldne vandbakkelser. Så vent… Tag en enkelt vandbakkelse ud af ovnen efter 30 minutter og se, hvordan den reagerer. Hvis den ikke lyder hul, når du banker på den under bunden, skal de have lidt længere bagetid. Det samme hvis den viser tendens til at falde sammen. Når de er klar, tages de ud af ovnen og afkøles på en bagerist. 
  • Samling
  • Pisk fløden til flødeskum. Vend flødeskummet i den afkølede creme, så du nu har en lækker vaniljecreme. Find to sprøjteposer. Hæld hindbærsylt i den ene – og vaniljecreme i den anden. Prik et lille hul under bunden i hver vandbakkelse og fyld dem med først vaniljecreme og til sidst hindbær. Nydes umiddelbart derefter. 

Prøver du opskriften – så tag et billede og læg det på instagram med hashtagget #sødtforto. Jeg vil elske at følge med i, hvad I frembringer! 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*