fiskegratin

Fiskegratin – comfort food og en hunds hjerte

Dette indlæg indeholder reklamelinks

Bare rolig, der er ingen hundehjerter i denne fiskegratin. Derimod vil jeg fortælle lidt mere om en af de bøger, jeg har læst for nylig. Nemlig En hunds hjerte af Mikhail Bulgakov. Jeg har fået en god vane med at læse om aftenen, og den udnytter jeg til at få læst nogle af de forfattere, der ikke er på bestsellerlisterne lige nu. Hvis du er ligeglad med god litteratur (men hvem er det), så hop længere ned på siden, så finder du opskriften på ren og skær comfort food i form af en fiskegratin.  

Men først lidt om Bulgakov:  

Bulgakov og Sovjet

Mikhail Bulgakov levede 1891-1940, dvs bl.a. under revolutionen og ikke mindst under Stalin. Han voksede op i en tryg familie med veluddannede forældre. Selv blev han uddannet læge og bl.a. udstationeret som læge under 1. verdenskrig. Her blev han syg og ernærede sig herefter som journalist og litteratur- og dramaunderviser. Mens det meste af hans familie fik lov til at emigrere til Vesten efter borgerkrigen 1918-1920, blev Bulgakov nægtet udrejse.

Hans forfattervirksomhed skabte ham fjender, og Stalin viste sig skiftevis at beskytte og forfølge ham. Mesteren og Margarita er Bulgakovs hovedværk, men jeg valgte at kaste mig over en anden af hans meget kendte romaner, En hunds hjerte. Ikke mindst fordi den faktisk allerede stod i bogreolen. Det er en satirisk roman om hunden Sharik, der bliver menneske – men ikke et behageligt et af slagsens. Det sker ved videnskabens mellemkomst, og romanen stiller bl.a. spørgsmål ved, om den moderne videnskab er sit etiske ansvar bevidst.  

Satire, en god historie og et indspark

Man kan læse En hunds hjerte som en sjov historie. Man kan læse den som en satire over Sovjetunionens magtstrukturer. Eller man kan som allerede omtalt læse den som et indlæg i diskussionen om den moderne videnskabs ansvar. Skal man operere, selektere i genmateriale eller for den sags skyld give aktiv dødshjælp, fordi man kan? Eller skal man lade naturen og livet gå sin (skæve) gang? Hvor går grænserne, og er de klare eller ligger de hen i tåge og dis? Det er de spørgsmål, som jeg uvilkårligt kommer til at tænke på, mens jeg læser En hunds hjerte. Alt imens jeg klukker over de små, satiriske stikpiller, der kommer undervejs.

Intet under at Stalin med de stikpiller ikke altid var begejstret for Bulgakov og ikke ville lade hans bøger udgive. Jeg fandt stor fornøjelse i En hunds hjerte – let at læse, afgrænset i form og omfang, men alligevel med så meget stof, at man sagtens kan bruge tid på at summe over den både under og efter endt læsning.

Der er ikke meget behagelig comfort feeling i En hunds hjerte, men det er der til gengæld i den fiskegratin, som jeg vil komme med opskriften på i dag.     

Fiskegratin – comfort food og feeling

Hvis du kan lide rigtig comfort food, så vil du kunne lide denne her fiskegratin. Det er nemlig indbegrebet af comfort food, og egentlig slet ikke en ret her til forårsmånederne. En ret i stil med lasagne eller snasket æblecrumble. Hov, det er da ret langt fra fiskelasagne? Ja, det er følelsen, jeg taler om. Det er oplevelsen af, at her er mad, der får mig til at føle mig godt tilpas, mens jeg spiser det (og altså før evt dårlig samvittighed). Mad der vækker minder eller sentimentale følelser.  

Jeg laver faktisk kun sjældent comfort food i denne stil. Men når det så er, skal det være rigtigt. Og det synes jeg, at denne her fiskegratin er. Jeg har lavet den et par gange med forskellige typer af fisk, og den fungerer altså bare bedst med mørksej. Når du skal vælge revet ost til toppen, så vælg en med en god smelteevne – jeg har prøvet dels mozzarella, dels emmentaler. Jeg faldt for mozzarellaen, som blev rigtig fin. Fløde – ja, fløde kan være meget forskelligt, men en madlavningsfløde fungerer fint. Ellers vil jeg nok anbefale, at man bruger en kombination af piskefløde og mælk. Og endelig: vær generøs med peber, salt (husk dog bouillonen) og ikke mindst citronsaft.  

For lige at rette op på energifordelingen serverer jeg en grøn salat til. Den var senest i forårsstemning med et indhold af grønne asparges, abrikoser og avocado.  

fiskegratin

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

40 minutter

Tid i ovn?

5 minutter

Hvor let?

Medium

Ingredienser

  • 250 g mørksej

  • ½ l grøntsags- eller fiskebouillon

  • 1 fed hvidløg

  • 1 porre

  • 1 portobello eller tilsvarende mængde brune champignon

  • 1 spsk mel

  • 2 dl madlavningsfløde

  • olivenolie til stegning

  • saft af ½ citron

  • salt, peber

  • 3 spsk pankorasp

  • 100 g revet mozzarella

Sådan gør du

  • Gør klar ved at skære porren i skiver og portobelloen i mindre stykker. Finthak hvidløgsfeddet. Tænd også ovnen på grill.
  • Varm bouillonen op i en sauterpande. Skær mørksejen i mindre stykker – ca 2 x 2 cm. Læg stykkerne ned i den varme, småsimrende bouillon i ca 2 minutter, så fisken bliver lige behandlet, men på ingen måde gennemkogt. Tag dem op. Hæld bouillonen over i en skål, du skal bruge den lige om lidt.
  • Tør panden af. Varm lidt olivenolie op i panden. Svits hvidløg, porre og portobello i olien i nogle minutter. Når porren er blevet lidt blød, er det tid for at strø mel ud over. Vend rundt. Tilsæt så ca 1 dl bouillon og madlavningsfløden. Lad det simre sammen. Smag til med salt, peber og ikke mindst citronsaft. Når du synes, at smagen er ok, lægger du fiskestykkerne ned i.
  • Hæld det over i et ovnfast fad. Drys med pankorasp og revet ost. Grilles så i ovnen i ca 4-5 minutter. Hold øje – gå ikke din vej, det går hurtigt!

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*