fiskegryde med ris

Fiskegryde med ris

Om sommeren er det fint med let dampet fisk serveret med nænsomt tilberedte, spæde grøntsager. Men når vi kommer hen til efterår og vinter, må der gerne være mere substans i menuen. Og det er der i denne fiskegryde med ris, som har en stemning af Caribien eller Sydamerika over sig. Dels fordi det er en gryderet, dels fordi fisken er marineret i frisk limesaft – begge dele er det min erfaring, at man ofte ser på de kanter af verden.

Denne fiskegryde sendte mig lige ret tilbage til nogle af vores ferier i Caribien og i Costa Rica. Netop fordi det er lidt noget ”rodsammen”, som serveres med ris til. Så selv om jeg anbefaler den til efterår og vinter, så er det faktisk en ret, der ofte serveres under meget varmere himmelstrøg end vores. På en eller anden underlig måde passer fiskegryden godt dertil, og den holder lige så fint herhjemme. Det caribiske køkken er ikke ét køkken, men mange, der er forskellige fra ø til ø. Fælles for alle er, at de er præget af de mennesker, der har fundet vej forbi og er blevet hængende i kortere eller længere perioder – frivilligt eller som slaver. Det har sat sit præg på madkulturen, som også er under indflydelse fra Europa og USA afhængig af, hvilket land øen har været knyttet til som koloni.

Mød en planteæder

Det er ikke nogen hemmelighed, at den skæggede og jeg har været på et par stykker af de caribiske øer. Øerne er meget forskellige, hvilket ikke er så underligt, når man tager i betragtning, at Caribien er godt og vel 2.000 km fra nord til syd, altså mere end fra Danmark til fx Rom. Bare tænk, hvor forskellig mad man møder i Tyskland og Italien… Eftersom Caribien har været og stadig er lidt af en kulturel smeltedigel, har vi fået mad inspireret af Spanien, Frankrig, Holland, det afrikanske kontinent og indiansk tradition fra Sydamerika. Uanset hvor vi har været i området, har vi dog ofte spist sammen med fætteren her. Det er en iguana, altså en type leguan, som kan blive op til et par meter lang. Den ligger ofte i solen og får varmen – og selv om den ser ret frygtindgydende ud, så er den altså planteæder (jeg krydser fingrene for, at den husker det).

iguana

Et par fif til fiskegryde med ris

Når man marinerer i limesaft, får fisken mere smag, men limesaften tilbereder også fisken lidt. Ligesom hvis man laver ceviche – eller for den sags skyld når man rimmer fisk. Saucen behøver ikke være stærk, det afstemmer man med krydderierne. I opskriften her er det en udgave med ok styrke uden behov for at tømme hverken vandkande eller -hane. Går man efter den helt børnevenlige udgave, så undlader man bare chiliflagerne helt.

Vælg en fast, hvid fisk til denne fiskegryde med ris. Det kan være havkat, torsk eller som her lange. Havkat smager vildt godt, men det er ofte et lidt dyrere valg.

Risene bestemmer du sådan set selv, om de skal være polerede eller brune – vælg din favorit. Jeg vælger ofte jasminris, for de passer nemlig godt til en gang gallo pinto dagen derpå. Server også gerne fiskegryden med en let, grøn salat til.

Fiskegryde med ris

Opskrift af Susanne PaghMåltid HovedretType FiskSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

30

minutter
Kogetid?

15

minutter
I alt?

30

minutter

Ingredienser

  • 300 g fast, hvid fisk i filet og uden skind (fx torsk, havkat, lange eller kuller)

  • Saft af 1 lime

  • 1 løg

  • 1 rød peberfrugt

  • 1 ds cherrytomater

  • 1 tsk sukker

  • 1 lille ds kokosmælk

  • 1-2 tsk spidskommen

  • 1 tsk paprika

  • chiliflager

  • salt peber

  • olie til stegning

  • Tilbehør
  • Ris, gerne jasminris

Sådan gør du

  • Klargør først fisken. Gå den efter for ben og skær den i store stykker, ca. 3×3 cm. Pres saften fra lime ud over fisken, drys med salt og lad den trække, mens du laver resten af retten.
  • Husk også at sætte ris over til kogning.
  • Hak løget fint, og skær peberfrugten i mindre stykker.
  • Varm olien op i en dyb pande eller sauterpande til medium varme. Svits løget heri, uden at det tage farve. Derefter tilsætter peberfrugten sammen med sukker, spidskommen, paprika og lidt chiliflager.
  • Så hælder du cherrytomaterne fra dåse i og lader det simre i ca. 15 minutter. Når saucen er kogt lidt ind, og smagen er intensiveret, hælder du kokosmælk i.
  • Til sidst kommes fiskestykkerne i, herefter rører du ikke rundt, for så risikerer du, at fisken ender i mange, små stykker. Fisken skal blot simre med i ca. 3-4 minutter.
  • Server fiskegryden med kogte ris.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

fiskegryde med ris

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*