Forårssalat med stenbiderrogn og asparges

Mums...
Mums…

Min MX-5 er for længst kommet hjem efter vinteropbevaring – og de første ture er også kørt til min store fornøjelse. Rhododendronen har stået foran stuevinduet med knopper på spring. Og morgenbadningen er genoptaget med min gode kollega, Susanne. Men trods alle disse helt stensikre forårstegn har jeg af en eller anden grund totalt misset stenbiderrognen i år. Ærgerligt, for det smager jo hamrende godt. Årets første og sikkert også sidste stenbiderrogn, for priserne er på vej op – et godt tegn på, at det er sidst på sæsonen, røg i en salat før påske. Hertil kom årets første hvide asparges og nye kartofler. Dermed en forårssalat med stenbiderrogn og asparges. Så ville det jo have været fedt, hvis det hele var af dansk oprindelse, men kartoflerne var spanske og aspargesene tyske… og selvfølgelig valgt med omhu.

Klar, parat, forår. Stenbiderrogn og asparges - så bliver det ikke meget bedre
Klar, parat, forår. Stenbiderrogn og asparges – så bliver det ikke meget bedre

Opskrift på forårssalat med stenbiderrogn og asparges

Frokost eller hovedret til 2 personer

Tilberedningstid: 15 minutter

Ingredienser

  • 100 g stenbiderrogn
  • Et par håndfulde salat
  • 5-6 kogte kartofler fra dagen før
  • ½ rødløg
  • ½ bundt hvide asparges
  • Olivenolie
  • ½ citron – saft af halvdelen til asparges, resten i dressingen
  • 3-4 spsk skyr
  • 1 tsk honning
  • Salt, peber
  • Lidt godt brød serveres til

Skyl og tør salaten, læg den på et fad. Skær kartoflerne i bundrette stykker, hak rødløget fint og bland det med salaten. Knæk aspargesene, 3-4 cm oppe – det skal føles let at knække dem, så får du ikke noget af den træede ende med. Skræl dem tyndt og skær dem i stykker på ca. 3-4 cm. Varm en pande op med lidt olivenolie, hæld aspargesstykkerne på. Lad dem få lidt farve og godt med salt. Efter 3-4 minutter presser du lidt citronsaft ud over dem og lader dem ”dampe” i citronsaften yderligere et par minutter. Imens røres en dressing bestående af citronsaft og skyr sammen med salt, peber og lidt honning.

Hæld de varme asparges over salaten og top med stenbiderrognen og dressing.

Serveres med lidt godt brød til.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*