grøntsagsgryde

Hurtig grøntsagsgryde

Med efteråret er vi krøbet indenfor til varme retter, fx en hurtig grøntsagsgryde. Jeg havde en tanke om at anvende en del af de grøntsager, der var i den sidste Pionerkasse fra Aarstiderne i denne omgang. Så jeg tog et kig ind i køleskabet og fandt kinesisk broccoli og aspargesbroccoli frem.

Nå, tænker du måske, meget interessant med det der broccoli, men det er jo ikke lige noget, man finder i det lokale supermarked. Aspargesbroccoli er ved at blive mere almindeligt, og hvis du ikke lige kan støve det op, så brug almindelig broccoli delt i små buketter.

Kinesisk broccoli kaldes også for kailan og er ret flot med fine, grønne blade. Stilken smager lidt a la asparges, bladene lidt som stærk broccoli… hvis det altså giver mening. Når du har søgt forgæves efter kailan eller kinesisk broccoli, så snup en pose spinat i stedet.

Suppleret med kikærter og græskar bliver sådan en hurtig grøntsagsgryde til aftensmaden denne aften. Den skæggede sluprede det i sig med ordene, at det jo næsten var en suppe, men alligevel så ikke. Derfor benævnt en grøntsagsgryde. Serveres med fx ris eller brød. Jeg kan varmt anbefale de små madbrød med kærnemælk til. De kan helt sikkert suge en masse af den lækre væde op.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Hvor lang arbejdstid?

30 minutter

Alt i alt?

30 minutter

Hvor svært?

Ret let

Ingredienser

  • 1 skalotteløg

  • 1/4 Hokkaido græskar

  • 200 g aspargesbroccoli (eller almindelig broccoli)

  • 1 ds kikærter

  • 1 bdt kinesisk broccoli (eller spinat)

  • 1/4 l grøntsagsbouillon

  • 1 dl madlavningsfløde

  • 1/2 frisk chili

  • Salt, peber

  • Olivenolie til stegning

Sådan gør du

  • Varm lidt olivenolie op i sauterpande. Hak skalotteløget fint og svits det i olien uden at det tager farve. Skær skrællen af græskarret og skær det i mindre stykker. Hældes op i sauterpanden og summer rundt i 5 minutter.
  • Herefter skæres aspargesbroccoli i mindre stykker – brug endelig stilken også, den smager fint – og tilsættes sammen med finthakket chili. Tilsæt efter et par minutter grøntsagsbouillon og madlavningsfløde og lad det simre, indtil alle grøntsagerne er møre, men stadig har lidt bid.
  • Tilsæt så kikærterne og lad dem varme igennem sammen med snittet kinesisk broccoli. Lad sidstnævnte falde lidt sammen og smag retten til med salt og peber.
  • Serveres med godt brød eller ris – noget der kan suge den velsmagende væde op.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*