Knasende lækre, små brød

De er vanvittig enkle, de her knasende lækre, små brød, og er stadig gode efter en tur i fryseren – så skal de blot varmes enten direkte fra frost eller optøet i ovnen. Hemmeligheden bag den lækkert og let knasende overflade er rapsolien og krydderierne på toppen. Passer perfekt til salater, supper og alt muligt andet… eller i madpakken. 
Jeg har tidligere lavet en udgave med speltmel og smør, men denne gang er der lidt mere fornuft med rugmel og rapsolie.

Opskrift – knasende lækre, små brød

10-12 stk 
Tidsforbrug: 1 1/2 time plus/minus. Har man travlt, får dejen bare ikke lov til at hæve helt så længe. 1/2 time er nok, men 45 minutter er bedre. 
Ingredienser: 

  • 2 dl lunkent vand
  • 15 g gær
  • 4 spsk skyr (eller tilsvarende)
  • 3/4 dl rapsolie
  • 1 spsk honning
  • 150 g rugmel
  • 350-400 g hvedemel 
  • 2-3 spsk rapsolie til pensling
  • Tørret rosmarin, salt og peber til pynt og smagsgivning 

Opløs gær i det lunkne vand. Tilsæt skyr, rapsolie og honning. Rør derefter rugmelet i. Ælt hvedemel i af et par gange, det er ikke sikkert, du skal bruge det hele. Ælt dejen igennem, så den er blød og lækker. Lad den hæve i en skål på køkkenbordet dækket af et klæde i ca. 45 minutter (der sker ikke noget ved, at du nøjes med en halv time, eller omvendt at du lader dejen hæve i en times tid).

Tænd for ovnen på 220 grader varmluft. Jep, der skal skrald på… Form 10-12 små brød og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve, mens ovnen varmer op, dvs ca 10-15 minutter. Pensles med olie og drysses over med rosmarin, salt og peber. Bages i ca. 12-15 minutter, indtil de lyder hule, når man banker på brødene under bunden. Køles af på rist. 
Nydes til maden eller til et stille glas vin i skumringen…

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*