Varmende suppe til snøftende næser

Jeg er forkølet. Sådan rigtig forkølet med snotnæse. Addrr. Smittekilden er helt sikkert den skæggede. To snotnæser udløser her midt i marts, hvor man burde tænke forår og lette retter, et akut behov for varmende suppe. Eller supp’ som den skæggede siger.

Så jeg tømte skabene og lavede verdens letteste og også budgetvenlige suppe ud af en dåse hakkede tomater, et par løg og lidt krydderier. Toppet med lidt creme fraiche og serveret med grillede brød med gedeost blev det dagens bedste oplevelse.

Opskrift – varmende suppe

Portion til 2 personer, med eller uden forkølelse.
Tidsforbrug: 1/2 time
Ingredienser:

  • 2 almindelige løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk tørret rosmarin
  • 1 tsk mild karry
  • 1/2 tsk cayennepeber 
  • 1 dåse hakkede tomater 
  • 1/2 l grøntsagsbouillon
  • Lidt olivenolie
  • Salt, peber
  • 2-3 spsk skyr
  • 1-2 spsk creme fraiche

Ostebrød

  • 2-4 skiver brød
  • 1/2 rulle gedeost, den faste
  • Smør

Varm olivenolie op i en gryde. Halver løgene og snit dem i tynde skiver. Hak hvidløgsfedet fint. Begge dele sauteres ved lav varme i 5 minutter. Tilsæt timian, rosmarin og karry og rør godt rundt. Tilsæt de hakkede tomater og den varme grøntsagsbouillon. Lad det småsimre et kvarters tid – lidt længere er kun en fordel. Smag til med cayennepeber, salt og evt. peber. 
Imens suppen simrer, tilberedes ostebrødene ved at smøre brødet med smør og lægge tynde skiver af gedeost på. Så skal de bare en tur i ovnen evt. under grill. 
Skyr og creme fraiche blandes og serveres til suppen. 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*