Libre y salvaje Cariñena 2019

Libre y salvaje, Cariñena 2019

Dette indlæg indeholder reklamelinks mærket med *. Libre y Salvaje – spansk for frit og vildt. Sådan er den her vin faktisk, så her kan man virkelig ikke tale om falsk varedeklaration. Jeg vidste, vi havde ramt et hit, da den skæggede blev helt stille. Det er nemlig et rigtig godt tegn. Libre y salvaje, Cariñena 2019, er virkelig et hit og noget af den bedste vin, vi længe har smagt.

Vi åbnede denne flaske en aften, hvor vi egentlig bare lige skulle have et lille nip vin – det blev til et par nip, for denne her vin er virkelig værd at smage på. Sådan en vin man bare vil sidde og nyde. Eller sagt med den skæggedes ord: Noget af den bedste vin, vi har fået.

Hvad gør den speciel?

Alt. Alt gør den speciel, for her er både lidt tung og moden frugtsmag, jeg tænkte først blommer eller dadler, altså frugt med noget tyngde i sig, måske en smule mellemøstligt. Men så mærkede jeg syren – og uden den havde vinen ikke været en vinder hos mig. Det blev den derimod nu, for syren skabte et fint modtryk til frugten og til sammen en fin balance.

Vi befinder os cirka 350 km vest for Barcelona. Ikke et område som jeg kender overhovedet, men hvis vinene fra Libre y Salvaje er karakteristiske for det, så vil jeg gerne stifte nærmere bekendtskab med det og Cariñena druen. Her er varmt om dagen og lige så koldt om natten, og den spændvidde er det lige før, jeg kan smage i vinen. Eller også bilder jeg mig det ind. Èn ting er dog sikkert, det er en sprælsk vin, der ikke er tøjlet meget. Libre y Salveje har nemlig som deres mission at være præcis, som de hedder: frie og vilde. For vild og fri er altid bedre, som de selv skriver på bagsiden af flasken. Nærmest vild med vilje og med så lidt menneskelig påvirkning som muligt. Økologi en selvfølge, enkelhed i processen en given præmis.

Cariñena hedder carignan i Frankrig og carignano i Italien. Meget brugt drue, og har du hørt om Priorat, så er det den drue, der står bag. Masser af farve, smag og duft, men her som sagt med så meget syre, at den ikke bliver tung.

Maden til vinen

Skal jeg også være lidt som vinen – lidt fri og vild, vil jeg vove at servere vinen til mad med krydderier fra Mellemøsten. Allerhelst vil jeg nok nyde den alene bare med et stykke baguette og lidt olivenolie og salt, så smagen får lov til at stå helt alene, for det kan den sagtens.  

Prisen på flasken

Jeg betalte 199 kr for en enkelt flaske. Dyrt, tænker du måske, men med al den velsmag er det nærmere et røverkøb. Jeg har helt sikkert smagt dyrere vine, som slet ikke kunne leve op til samme oplevelse som denne her.

Vinen er købt hos Jamas Wine (* reklamelink), og den er desværre pt udsolgt. Jeg melder mig på ventelisten til en ny sending.

Disclaimer: Jeg er ikke vinnørd, og jeg ved heller ikke særlig meget om vin. Men jeg ved, når jeg rammer en vin, som med den rette balance mellem syre, sødme og fylde får englene til at synge. Eller modsat når en vin får munden til at snerpe sammen a la hønserøv og sende humøret på nedtur. Det er de oplevelser, som jeg forsøger at formidle i mine små vinanmeldelser. Ingen vine er sponsoreret eller på anden måde betalt af leverandører – de er købt og betalt af egne midler.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Libre y salvaje Cariñena 2019

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*