Rabarbersæsonen er helt sikkert gået i gang i butikkerne. Der er lokkende rabarber overalt. Denne gang blev det til denne rabarbertærte med frangipane.
Opskrift – rabarbertærte med frangipane
Passer til en pæn tærteform og ca. 8 personer.
Tidsforbrug: Mørdejen har godt af at hvile en times tid. Derudover skal der beregnes 1/2 time til tilberedning og 35 minutter i ovnen.
Ingredienser:
- 125 g mel
- 50 g flormelis
- ½ tsk vaniljesukker
- 1 nip salt
- 75 g. koldt smør
- 1 lille æg
Frangipane:
- 75 g mandler hakket til groft mandelmel
- 100 g sukker
- 50 g marcipan, groftrevet
- 75 g smør, gerne blødt
- 1 æg
- 300 g rabarber
Tilbehør: Cremefraiche eller vaniljeis
Mørdejen laves først ved at blande alle de tørre ingredienser sammen. Slå ægget ud i en anden skål og rør det sammen – måske skal du ikke bruge det hele. Smuldr smørret ind i de tørre ingredienser og saml den med ægget. Tag lidt æg ad gangen. Pak mørdejen ind i husholdningsfolie og lad den hvile i køleskabet i en halv til en hel time – du kan også sagtens lave mørdejen dagen før og lade den overnatte i køleskabet.
Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Rul dejen ud mellem to lag bagepapir, så den passer til din form. Bag den ved 175 grader i ca. 10 minutter.
Lav imens fyldet: Hak mandlerne til mandelmel og bland det med sukker og groftrevet marcipan. Rør det med små stykker smør og saml fyldet med ægget, der piskes i til sidst. Rengør og skær rabarberne i små stykker, ca 2 cm længde.
Når bunden har fået 10 minutter, tages den ud af ovnen, og fyldet fordeles på den – frangipane nederst og rabarber ovenpå. Lad den nu få yderligere 30-35 minutter i ovnen, indtil den er gylden.
Afkøles og nydes lun eller kold med cremefraiche eller is. Eller bare i sig selv med en kop kaffe.
Pingback: Årets første sommermenu med fisk og rabarber – Sundt for to