lun salat med pære og rødbede

Lun salat med pære og rødbede

Undersøgelser viser, at vejret virkelig påvirker ens humør. Og med den her vinter, der har været et langt gråt, trist og regnfuldt efterår, så er det da bare om at finde noget, der kan veje det dårlige humør op. For eksempel god mad med smag og farve. Derfor var en lun salat med pære og rødbede lige, hvad jeg havde brug for her på kanten af forår. 

Påvirker vejret humøret? 

Det er nærliggende at tro, at vejret påvirker humøret og dermed, hvad vi siger og gør. Det er undersøgt videnskabeligt af forskere på Stanford University. Det er en af den slags undersøgelser, hvor resultatet måske ikke er så overraskende. Undersøgelsen har blot fastslået, hvad der syntes logisk. Nemlig at vi kommunikerer mere positivt, når vejret er godt. Og mere negativt ladet, når vejret er dårligt. Det viser sig faktisk også, at selv store naturkatastrofer eller terroraktioner ikke har samme indflydelse på vores humør som vejret.  

Forskerne målte antallet af positive og negative ord i opslag på Facebook og Twitter, i alt talte de op på 3,5 mio opslag i perioden 2009-2016 fra USA. Så sammenlignede de variationen i de optalte ord med vejret i de samme geografiske områder, hvor opslagene var lavet. Resultatet er interessant: Hvis vejret er for koldt, varmt, vådt, skyet eller fugtigt, sker der en stigning i antallet af negative udtryk på de sociale medier. Forskerne antager så, at man skriver mere negativt, når man er i dårligere humør – og omvendt mere positivt, når humøret er godt. Dermed er det konstateret, at dårlige vejrforhold giver dårligt humør. Som nævnt fandt forskere ikke samme sammenhæng med naturkatastrofer eller terrorangreb. Hvorfor så det? Tja, det melder undersøgelsen ikke noget om. Måske skyldes det, at det er pludselige og afgrænsede episoder, der ikke påvirker den enkelte person så direkte som vejret. Ingen kan undslippe vejret, hvorimod vi jo oftest kun hører om de store katastrofer.         

Tips til den lune salat 

Tilbage til dagens ret – lun salat med pære og rødbede. Det er en salat uden salat. Altså en salat uden grøn salat, men jeg synes nu stadig, at man kan kalde det for en salat. Den fungerer fint som måltid for mig, men man kan også servere den til fx et stykke bagt torsk.

Det tager en krig at koge perlebyggen. Har du ikke tid til det, så vælg parboiled spelt eller tilsvarende, som er hurtigere og dermed mere tidsoptimerende. Og skynd dig så ud i forårsvejret – hvis det altså er godt. 

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

25 minutter

Alt i alt?

45 minutter

Hvor svært?

Helt normal

Ingredienser

  • 1 dl perlebyg

  • ½ rulle fast gedeost

  • 1 stor pære

  • 2-3 rødbeder

  • olivenolie til stegning

  • tørret eller frisk timian

  • salt, peber

  • Sennepsdressing
  • 1 tsk dijonsennep

  • 1 tsk akaciehonning

  • 1 spsk hvidvinseddike

  • 2-3 spsk rapsolie eller anden neutral olie

  • salt, peber

Sådan gør du

  • Kog perlebyggen efter anvisningerne. Hæld overskydende vand fra.
  • Skær pæren i aflange både. Skræl rødbederne og skær dem i små tern. Hold endelig de to ting fra hinanden – rødbeder farver helt vildt.
  • Varm en pande op med lidt olivenolie. Steg rødbedeternene i ca. 15 minutter, indtil de er møre. Giv dem lidt timian, salt og peber undervejs.
  • Varm en anden pande op med olivenolie og steg pærebådene et par minutter på hver side.
  • Rør en dressing sammen af dijonsennep, honning, hvidvinseddike og rapsolie. Smag til med salt og peber.
  • Arranger salaten med perlebyg i bunden, derefter de stegte pærebåde og rødbedeternene øverst. Dryp med dressingen – og læg skiver af gedeost øverst. 

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

En lun salat med rødbeder, pære og gedeost = let aftensmad der giver tillid til, at foråret nok skal komme.  

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*