ribssnitter

Ribssnitter – sødt og syrligt

Jeg har bagt ribssnitter. Og de hedder ribssnitter, fordi form og udskæring gør dem til snitter. Små kvadratiske kager. Havde jeg nu bagt dem i en almindelig tærteform, havde det sikkert heddet en crumbletærte med ribs. Eller noget i den stil.

Det er sjældent at se ribs i butikkerne, måske fordi ribs er sådan noget, man har hjemme i baghaven. Hvis man har have altså, og det har vi jo ikke. Så da jeg kom forbi en landevejsbod med ribs, måtte jeg straks overgive mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville bruge dem til, men jeg købte ud fra en tanke om, at det problem ville jeg snart få løst. Det skete også – og blev bl.a. til ribssnitter.

Ribs er mega syrlige, derfor har jeg heller aldrig som barn totalt ribbet en ribsbusk. Dertil er ribs simpelthen for syrlige for barnesmagsløg og -mave. Det er imidlertid netop syrligheden, som jeg har anvendt i disse ribssnitter, fordi den passer så godt sammen med den søde crumble, der er øverst. Bunden udgøres af en helt almindelig, sød mørdejsbund.

Mine testspisere var meget begejstrede for kombinationen af det søde og det syrlige. De mente straks, at jeg burde melde mig til bagedysten. Men mon ikke det også handlede om, at de så ville blive ”udsat” for et utal af testkager?

Egentlig havde jeg overvejet at servere creme fraiche eller lignende til snitterne, men det var slet ikke nødvendigt, for ribssnitterne var i sig selv både syrlige og saftige nok til at kunne stå alene.

ribssnitter

Ribs – den nøjsomme busk

Vi havde en ribsbusk i haven i mit barndomshjem. Sådan en lidt overset busk, som ikke fik megen kærlighed. Alligevel kvitterede den år efter år for den manglende opmærksomhed og pleje med masser af ribs. Fuglene fik sikkert deres andel heraf. Men en del af dem blev plukket og kom i blandt andet marmelade og blev til rysteribs. Hvis du ikke kender rysteribs, er det altså en fejl. Det er ganske enkelt ribs, der blandes med sukker og får lov at trække i ca 10 minutter. Blandingsforholdet er ca. 1 del sukker til 2-3 dele ribs afhængig af syrlighed. Rysteribs kan selvfølgelig anvendes som en del af en dessert eller som pynt. Men de kan også fint anvendes i det salte køkken og for eksempel serveres til kylling eller vildtretter.  

Ribsbusken er ret nøjsom og stærk samtidig, den bliver nemlig sjældent angrebet af skadedyr eller sygdomme. Man har fundet beskrivelser af ribs anvendt i maden helt tilbage til år 1600, så det er ikke en ny opfindelse. Måske har ribs ikke de bedste vilkår for at blive et super populært bær, når det nu blot er et lille, syrligt bær uden særlige egenskaber. Og dog – én særlig egenskab har det, som er vigtig, når man anvender det: Ribs indeholder en stor mængde pektin. Og netop pektin får bærret til let at gelere, så når man fx laver grød, vil ribs får grøden til let at jævne. Derfor er det også oplagt til juletidens ribsgelé. Det er simpelthen let at lave – hvis man vel at mærke kan få fat i friske ribs.

Ribssnitter – sødt og syrligt

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType DessertSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

16

stk
Arbejdstid?

45

minutter
Bagetid?

35

minutter
Hviletid?

30

minutter
I alt?

1

time 

50

minutter

Sød og syrlig på én gang

Ingredienser

  • Mørdej
  • 170 g kagehvedemel

  • 40 g flormelis

  • 1 knsp salt

  • 80 g smør, koldt

  • 1 æggeblomme

  • Ribsfyld
  • 250 g ribs

  • 50 g sukker

  • 1 spsk maizena

  • Top
  • 100 g hvedemel

  • 50 g farin

  • 50 g havregryn

  • ½ tsk bagepulver

  • ½ tsk vaniljesukker

  • 1 knsp salt

  • 100 g smør

  • Tilbehør
  • Form ca 22 x 22 cm

Sådan gør du

  • Mørdej
  • Bland kagehvedemel, flormelis og salt i en skål.
  • Skær smørret i små stykker og gnid dem ind i de tørre ingredienser, indtil det bliver smulder. Saml dejen med æggeblommen.
  • Form dejen til en flad disk og pak den ind i husholdningsfilm. Lad den hvile en halv time i køleskabet.
  • Samling
  • Bland imens ribs med sukker og maizena og stil til side, imens du laver toppen til kagen.
  • Bland hvedemel, brun farin, havregryn, bagepulver, vaniljesukker og salt i en skål. Skær smørret i små stykker og gnid det ind i de tørre ingredienser, indtil det bliver smulder.
  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Læg bagepapir i en form på 22 x 22 cm.
  • Rul mørdejen ud til ca 3 mm tykkelse, så den passer til formen. Læg dejen i formen, skær evt overskydende dej fra – dejen skal dække bunden, men ikke gå op ad siderne. Bag mørdejen ved 200 grader i 10 minutter.
  • Tag formen ud, sæt ovnvarmen ned til 180 grader og fordel ribs og crumble ovenpå. Bag kagen i yderligere 25 minutter ved 180 grader varmluft.
  • Lad kagen afkøle helt, før den med en skarp kniv skæres ud i stykker – i alt 16 stk.

Bemærk

  • I stedet for den kvadratiske form kan du også anvende en traditionel tærteform på 24-26 cm i diameter.
  • Du kan sagtens bage dine ribssnitter dagen før, de skal spises. De holder sig fint i køleskabet.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

ribssnitter

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kilde: Frilandsmuseet

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*