rimmet laks med rødbede og peberrodsmayonnaise

Rimmet laks med rødbede og peberrodsmayonnaise

“Man kan ikke være med i Masterchef, hvis man ikke selv rører sin mayonnaise. Det tager 5 minutter.” Sagt af Jesper Koch i dette års udgave af Masterchef. Nå, men så må jeg jo til det, tænkte jeg – for selvfølgelig skulle der hjemmerørt peberrodsmayonnaise til forretten med rimmet laks og råsyltede rødbeder. 

Udfordringer er til for at løses 

Jeg har nok lidt svært ved ikke at tage udfordringer op. Især de selvskabte så som vinterbadning, uddannelse og så hjemmerørt mayonnaise. Vinterbadningen tog jeg op, da jeg blev udfordret af en veninde. Og jeg startede på at læse HD i regnskab, fordi det var lidt af en udfordring for en kommunikationsnørd som undertegnede. Jeg har ikke fortrudt nogen af delene – jeg nyder badningen, og uddannelsen gav både nye indsigter og ny viden.  

Nu viser det sig så – som så ofte før – at udfordringen med mayonnaisen slet ikke var så svær at løse. Det gik faktisk nærmest overraskende let – se bare nedenfor.  

Rimmet laks – en succes 

Rimmet laks er virkelig en succes her i huset. Jeg har lavet den på flere måder, men denne her er min favorit pt. Og så er det en forret, der kan forberedes på forhånd og blot skal anrettes lige før servering. Faktisk skal den laves på forhånd, for laksen skal først fryses i mindst 24 timer. Når den har været frosset ved -20 grader, dræbes evt. parasitter – ligesom ved sushi. Derefter rimmes den i et døgns tid. At rimme er en gammel konserveringsmetode, hvor man salt- og sukkerkonserverer fisken. Resultatet er meget mørt og lækkert – og med en intens, men alligevel blid smag.  

Jeg serverer den rimmede laks med råsyltede rødbeder, som laves på samme måde som en agurkesalat, og rugbrødsknas. Sådan en gang rugbrødsknas kan gøre noget rigtig godt ved meget mad – fx også oven på en salat.  

Peberrodsmayonnaise – så nemt! 

Endelig er der peberrodsmayonnaisen – jeg indrømmer det blankt, det er ret let at blende en mayonnaise sammen. Blot skal man huske, at ingredienserne skal have nogenlunde samme temperatur. Så skiller mayonnaisen ikke så let. Så er det, at jeg undrer mig over, at jeg ikke tidligere har lavet mayonnaise selv… Der bliver en for stor portion her, men mayonnaisen kan holde sig i 5-6 dage i køleskabet. Resten blandede jeg op med lidt skyr til en lettere dressing til en salat – det er nemlig en ret intens mayonnaise.       

rimmet laks med rødbede og peberrodsmayonnaise

Detaljer

Hvor mange?

4 personer

Arbejdstid?

15 + 30 minutter

Alt i alt?

45 minutter

Hvor svært/let?

Let og svært

Ingredienser

  • Rimmet laks
  • 300 g laks af bedste kvalitet

  • 2 spsk groft salt

  • 2 spsk sukker

  • 1 tsk fennikelfrø

  • Råsyltede rødbeder
  • 2 rødbeder af mellemstørrelse

  • 1 dl sukker

  • ½ dl æblecidereddike

  • ½ dl vand

  • Peberrodsmayonnaise
  • 1 æggeblomme

  • 1 tsk citronsaft

  • 1-1½ dl smagsneutral olie

  • 2-3 tsk fintrevet peberrod

  • Salt, peber

  • Evt ekstra citronsaft

  • Rugbrødsknas
  • 2 skiver rugbrød

  • Olivenolie til stegning

  • Salt 

  • Servering
  • ½ bdt dild

Sådan gør du

  • Mindst 2 døgn før servering
  • Laksen fryses ned i mindst 24 timer. Lad laksen tø op i køleskabet – det tager ca. 5-6 timer.
  • Mindst 24 timer før servering
  • Skær skindet af laksen.
  • Knus fennikelfrøene og bland dem med salt og sukker i en lille skål. Læg laksen på et stykke husholdningsfilm og dæk laksestykket med salt-sukker blandingen. Pak laksestykket stramt ind i husholdningsfilmen og læg den i et lille fad. Sættes i køleskabet.
  • Laksestykket vendes efter ca 12 timer.
  • Råsyltet rødbede
  • Kog sukker, æblecidereddike og vand op sammen, indtil sukkeret er opløst. Imens skrælles rødbederne og skæres i helt tynde skiver, evt på et mandolinjern.
  • Læg rødbedeskiverne i en skål og hæld sukker-eddikelagen over. Lad trække, gerne i mindst en halv time.
  • Peberrodsmayonnaise
  • Tag alle ingredienser ud af køleskabet, så de får samme temperatur, i god tid.
  • Hæld æggeblomme og citronsaft i et blenderglas. Blend det sammen. Tilsæt så olie i en tynd stråle lidt efter lidt, mens der blendes. Vær obs på, at olien optages. Konsistensen bliver hurtigt cremet.
  • Smag til med salt, peberrod og evt ekstra citronsaft. Fyld mayonnaisen i en lille pose eller evt sprøjtepose. Stilles køligt indtil servering.
  • Rugbrødsknas
  • Hak rugbrødet fint, så det bliver til smulder. Varm en pande med lidt olivenolie. Rist rugbrødskrymmelet, indtil det er crispy. Giv det et vrid salt. Lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  • Servering
  • Tag laksen ud af husholdningsfilmen og skrab evt rester af sukker-salt blandingen af. Skær laksen i skiver på max ½ cm.
  • Læg lakseskiverne på tallerkener, arranger afdryppede skiver af den råsyltede rødbede ved siden af. Sæt små toppe af peberrodsmayonnaise rundt om. Drys med rugbrødsknas og pynt af med hakket dild.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
close

RAMSLØG TIPS OG OPSKRIFTER

TILMELD DIG NYHEDSBREVET OG FÅ E-BOGEN OM
RAMSLØG

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*