Sensommertærte med blommer og æble

Sådan en lun sensommertærte med blommer og æble plus creme fraiche er nu ikke så tosset på en almindelig hverdagsaften… eller til en kop kaffe/te en eftermiddag. Måske sådan en søndag eftermiddag med halvrusket vejr udenfor, og hvor man egentlig har lyst til at tænde op i pejsen, men synes, at det er lidt for tidligt på året, for det burde jo være sommer endnu.

Tærten tager lidt tid at lave, fordi dejen har godt af at køle af og hvile en halv times tid, og den kan selvfølgelig tilberedes med alle mulige andre frugter og bær, så længe der er en god balance mellem det søde og det syrlige.

Opskrift – sensommertærte med blommer og æble

Portionen passer til et fad på ca 18 x 18 cm, svarende til fire personer.

Tidsforbrug: 2 timer inkl hvile- og bagetid.

Sværhedsgrad: ganske enkel…

Ingredienser:
Mørdej:

  • 75 g koldt smør i små terninger
  • 60 g flormelis
  • ½ tsk. salt
  • 140 g hvedemel
  • 1/2 æg

Fyld:

  • 3-4 blommer
  • 1 æble
  • 50 g smør
  • 50 g sukker
  • 1/2 æg
  • 50 g marcipan

Serveres med creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis.

Smuldr smørret godt sammen med flormelis, salt og mel. Rør ægget sammen i en skål. Saml dejen med halvdelen af ægget. Pak dejen til din æbletærte ind i husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskabet i ca. 30 minutter. Gem resten af ægget.

Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir og læg den i det smurte fad ca 18 x 18 cm. Forbag bunden i ca. 15 minutter ved 170 grader varmluft.

Del æbler og blommer i både, og fjern henholdsvis kernehuse og sten. Pisk smør og sukker hvidt, og kom ægget i. Skær marcipanen i små stykker. Fordel æbler og blommer over den forbagte tærtebund; fordel resten af fyldet over. Bages i ca. 40-45 minutter ved 170 grader varmluft.

One Comment

  1. Pingback: Weekendmenu på kanten af forår – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*