rabarbersuppe closeup

Smuk rabarbersuppe og et columbus-æg

Normalt er en suppe enten forret eller hovedret, men man kan faktisk godt få suppe til dessert. Jeg har lavet en rabarbersuppe, som enten kan serveres alene, sammen med anden frugt, is eller i en koldskål. En af mine bloggerkollegaer, Camilla Cecilie fra cfashion.dk, har også brugt den som smagsgiver i danskvand. Og det kan altså godt anbefales, jeg har lige testet det her til aften, og det giver præcis en antydning af rabarber uden at blive en rabarber-sodavand. Så rabarbersuppe er lidt af et columbus-æg. 

Tjek i øvrigt Camilla Cecilies instagram-profil – her er lige nu mange gode bud på, hvordan man kan anvende rabarber. Jeg advarer blot lige om, at billederne i sig selv er mundvandsdrivende… 

Multi-udnyttelse – lean, feng shui, konmari eller noget fjerde  

Du kan kalde det lean, feng shui, konmari eller bare almindelig snusfornuft. Jeg har det bare med råvarer, som jeg har det med de redskaber, der er i mine køkkenskuffer. De skal kunne anvendes på flere og gerne meget forskellige måder. Det her med en dims, der kun kan bruges til en enkelt ting, det dur ikke hos mig. Især hvis jeg kun bruger dimsen en gang om året. A la en østersåbner, som jeg i parentes bemærket aldrig vil få brugt. Der er flere årsager til min modvilje mod dimser. Først og fremmest har jeg ikke vildt meget opbevaringsplads i mit køkken. Dernæst så ærgrer det mig at have ting og sager, som jeg kun bruger meget sjældent.  

Lidt på samme måde har jeg det med råvarer. Der er ikke meget ved råvarer, som jeg kun kan tilberede på én måde. Sådan er det bestemt ikke med rabarber. Lav bare en søgning her på siden, og du vil finde rigtig mange opskrifter med rabarber på mange måder – om end søgningen også vil afsløre, at jeg har en forkærlighed for rabarbertærter og rabarberis. Og denne rabarbersuppe er jo på samme vis noget, der kan være hovedperson i retten – hvis man serverer den alene. Eller den kan være et fint supplement, der giver kant og smag til en is eller en koldskål.

rabarbersuppe

Hvad er det rabarber kan? 

Ud over stor anvendelighed så kan rabarber noget helt specielt. De har en kort sæson ligesom asparges – som de i øvrigt smager skønt sammen med. Både asparges og rabarber er bedst frem til Sct. Hans, derefter skal de have ro til at samle kræfter til næste år. Det er med andre ord bare om at udnytte, at de er at finde i haver og butikker lige nu. “Ingen have, ingen rabarber” gør sig desværre gældende her i strandhytten. Derfor køber jeg simpelthen rabarber, når jeg ser dem i butikkerne, og så skal de bare ind i køleskabet, indtil jeg ret hurtigt finder noget at bruge dem til. Og det er lige præcis det, rabarber kan for mig, nemlig skabe en forventningens glæde. Fordi sæsonen er kort, så bliver rabarber rånydt.             

Der kommer opskrifter med rabarber i den kommende tid. Så stay tuned… og indtil da prøv denne rabarbersuppe:  

rabarbersuppe

Detaljer

Hvor mange?

2-4 personer

Arbejdstid?

30 minutter

Alt i alt?

30 minutter

Hvor let?

Meget let

Ingredienser

  • 400 g rabarber

  • 4 dl vand

  • 4-6 spsk sukker

  • 1-2 tsk vaniljepulver

Sådan gør du

  • Rengør rabarberstilkene og skær dem i 1 cm stykker.
  • Op i en gryde med rabarberstykkerne sammen med vandet. Lad det småsimre i ca 20 minutter, indtil rabarberne er kogt godt ud.
  • Si rabarbersuppen, kassér rabarberne – der er ikke mere kraft i dem. Hæld suppen tilbage i gryden sammen med sukker og kog det op, indtil sukkeret er opløst. Start med 4 spsk sukker. Her kan du også vælge at koge suppen ind, så den bliver mere sirupsagtig.
  • Smag til med evt. mere sukker samt vanilje og køl af.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*