ramsløg closeup

5 spørgsmål om ramsløg

Ramsløgets uge afsluttes med svar på 5 spørgsmål om ramsløg – og en opsamling på de opskrifter, jeg har præsenteret.  

For ca. 10-15 år siden gjorde ramsløget sit indtog i de danske restaurant-køkkener. Det var gourmet-restauranterne, dem der i dag har eller aspirerer til at få Michelin-stjerner, som gik forrest med ramsløget. Samtidig tog de også lokalproducerede råvarer under vingerne, så lokale grise, kyllinger, gulerødder osv blev markedsført. Efter de til tider hypede kokke fulgte så forbrugerne. Ikke alle forbrugere, men de forbrugere, der vægter de gode råvarer, som gerne vil være med på det trendy, og som man møder i specialforretninger, enten de fysiske eller på nettet. Netop de forbrugere møder man ude i naturen, hvor de belæsset med bæreposer, kurve, sakse og knive samler planter, bær, svampe osv.  

ramsløg ved vejen

Ramsløg finder man heller ikke lige i supermarkedets grøntsagsafdeling. Foråret har dog været et godt ramsløgsår. For det første har vejret været dejligt og behageligt til skovture, og for det andet har der været masser af ramsløg. Ja, de er der stadig, så du kan sagtens nå det. 

5 spørgsmål om ramsløg – og selvfølgelig svarene 

Hvor finder jeg ramsløg?

Det bedste sted er i skoven eller langs vejkanten. Især i lyse løvskove i det østjyske og på øerne finder man ramsløg.

Hvornår kan jeg plukke ramsløg? 

Allerede fra det tidlige forår titter bladene frem. I min erfaring ofte sammen med små brændenælder. Sæsonen slutter i juni, når ramsløget afblomstrer.  

Hvad kan ramsløg forveksles med? 

Ramsløg kan let forveksles med liljekonval, som også findes i skoven. Og det er slet ikke godt, for hvor ramsløg er godt i madlavningen, er liljekonvallen giftig. Bladene på de to planter ligner hinanden til forveksling, men ramsløg dufter af hvidløg. Så hvis der ingen duft er af hvidløg, så gå udenom. Og vil du være helt sikker, så vent, indtil der er blomsterstande.  

Derudover kan ramsløg forveksles med høsttidløs, som dyrkes i Danmark som haveplante. Bladene ligner hinanden, men høsttidløs blomstrer om efteråret.  

ramsløgssnurrer

Hvad må jeg tage af planten? 

Du må samle både blade og blomster, men ikke løgene. Man må ikke fjerne planter fra danske skove. 

Hvor meget må jeg tage? 

I Jyske Lov fremgik det, at man må tage det med fra skov og langs vej, som kan være i en hat. Reglen er stadig gældende. I dag siger man bare, at det skal kunne være i en bærepose.       

Opsamling på ramsløgets uge 

I denne uge har jeg præsenteret forskellige måder at bruge ramsløg på: 

Ramsløgspesto, til at vende de nye kartofler i – ren luksus 

Ramsløgssnurrer med ramsløgspesto 

Salat med ramsløgsdressing, der er på basis af ramsløgspesto 

Ramsløgssalt, lige til smørrebrødet 

Ramsløgsolie, supersimpel med flot farve 

Ramsløgsmayonnaise, der er idiotsikret 

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
ramsløgspesto

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*