Tarte flambée

Lækker pizza på tysk/fransk...
Lækker pizza på tysk/fransk…

For et par uger siden tilbragte jeg en hel søndag med firmaet på Gourmet festival – vi delte mere end 3.000 smagsprøver på det gode, danske vand ud til gæsterne. Sådan en succes giver god energi, så da jeg kom hjem, kastede jeg mig ikke på sofaen, men i stedet over pizza- og brødbageriet. Det blev til en tarte flambée til aftensmaden.

Tarte flambée stammer fra Alsace og smager lige så skønt, som den er simpel at tilberede. Jeg har set mange forskellige opskrifter på tarte flambée – mon ikke det er på samme måde, som der også er rigtig mange opskrifter på danske frikadeller. Vælg en god revet ost, gerne med lidt smag og karakter, fx en emmentaler eller gruyère.

Og så skal jeg da lige huske at anbefale, at man drikker vand til maden. Vores deltagelse på Gourmet festival var optakten til Vand Grandprix 2014 – og gæt, hvem der var i København og hente pokalen hjem for Danmarks mest velsmagende vand den 10. oktober…?! Jep, vi var så stolte, min gode kollega og jeg. De næste fire år har Arwos titlen for det mest velsmagende vand i Danmark – kåret foran 29 skarpe konkurrenter og med håndtryk fra miljøministeren.

Opskrift på tarte flambée

En pladefuld – mætter 3-4 personer.

Pizzadej:

  • 20 g gær
  • 2 dl lunkent vand
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk olivenolie
  • 50 g rugmel
  • 250 g pizzamel, gerne en grovhvede

Fyld:

  • 150 g bacon i tern
  • 1½ rødløg
  • olivenolie
  • 3 spsk creme fraiche
  • 1 spsk blød gedeost
  • Rosmarin
  • Salt, peber
  • 75 g revet ost

Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt salt og olivenolie. Bland melet i, juster mængden, så du får en blød, lækker dej. Æltes godt igennem. Stilles til side i 30 minutter et lunt sted.

Rul dejen ud (et tip: Rul dejen ud på bagepapir, der er skåret af, så det passer til bagepladen).

Efterhæver ca. 30 minutter.

Lav imens fyldet. Skær løget i ringe. Svits løget i lidt olie og sæt til side. Steg derefter baconet på en varm pande. Bland creme fraiche og gedeost til en blød masse og fordel på dejen. Læg derefter løg og baconternene på, krydr godt med rosmarin og peber – vær lidt forsigtig med salt, da bacon i sig selv er ret salt. Top med revet ost.

Bages ca. 25 minutter ved 200 gr. varme.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*