franske vafler

Tilbage til barndommens kaffebord: Franske vafler med is

Franske vafler er gået lidt i glemmebogen, men de er perfekte til eftermiddagskaffe på en søndag eller som en let dessert. De kræver ikke noget vaffeljern, så alle kan være med – og så er de faktisk ikke specielt vanskelige at lave.

Anledningen til disse vafler var netop eftermiddagskaffe efter en gåtur i det mest strålende januarvejr for nogle uger siden. Sjældent har jeg dog følt mig så begejstret for at skulle ud en januardag. Jeg startede dagen med en løbetur i 5 graders frost og med udsyn til månen på udturen og solopgangen hjemad. Så kan man kun blive lidt glad i låget 😉 Og eftermiddagen skulle altså også tilbringes ude på gåtur med den skæggede og en af vores venner. Derefter stod den på varm kaffe og så franske vafler med hjemmelavet is.

Det er ikke svært at lave vaflerne, man skal bare holde godt øje med dem i ovnen, for pludselig karamelliserer sukkeret, og så går det stærkt med farven.

Oldstyle eller mere moderne. Du vælger selv. Hvis du går helt oldstyle, så serveres isen med hindbærskum – altså flødeskum med hindbær. Eller du kan vælge den lidt mere moderne udgave og servere den med is, for eksempel en hjemmelavet is med mandelkrokant.

franske vafler

Detaljer

Hvor mange?

25 stk

Arbejdstid?

45 minutter

Tid i ovnen?

10-12 minutter

Hvor svært?

Sådan medium

Ingredienser

  • 125 g smør

  • 175 g hvedemel

  • 1 tsk eddike

  • 1/2 dl vand

  • Serveres med
  • Is eller flødeskum smagt til med hindbærmarmelade

Sådan gør du

  • Skær smørret i mindre stykker og smuldr det sammen med hvedemelet, så det kommer til at ligne revet ost. Tilsæt eddike og saml hurtigt dejen. Den skal nu på køl pænt pakket ind i husholdningsfolie i en halv time.
  • Tænd ovnen på 225 grader (almindelig). Rul dejen ud til en tykkelse på ca. 4-5 mm. Stik små kager ud på fx et glas med diameter på 4 cm. Tag overskydende dej fra, rul den ud igen og stik yderligere små kager ud, indtil dejen er brugt. Der bliver ca. 24-26 stk ud af portionen her.
  • Tag et stykke bagepapir og fordel 3-4 spsk helt almindelig sukker på det. Rul kagerne i sukkeret med en kagerulle, så den ene side bliver fint belagt med sukker, og kagerne samtidig bliver tyndere og ovale.
  • Læg kagerne på en bageplade med bagepapir med sukkersiden opad. Stik alle kagerne med en gaffel til sidst. Bages i ca. 10-12 minutter.
  • Servering
  • Lægges sammen med is eller med en flødeskum smagt til med hindbærmarmelade – ren retro 😉

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*