Vegetarisk smørrebrød aka æggemadder

Som ikke-kødspiser får jeg rigtig mange spørgsmål om, hvad jeg så spiser? Nogle af de spørgsmål falder i kantinen på arbejde, hvor jeg jævnligt bliver enig med en kollega om, at vi da sagtens kan dele en tallerken mad, for vi har helt sikkert hver vores del – jeg tager mig af grøntsagerne, mens han klarer kød og kartofler. Og senest har jeg faktisk delt mad med en kollega, da vi var på en konference – menuen om aftenen stod på kalvefilet med diverse grønt – jeg lempede diskret de helt sikkert veltilberedte kødskiver over til kollegaen, mens han kvitterede med porrer. Begge parter syntes, at vi havde gjort en god handel 😉

Men tilbage til frokosten på arbejde og derhjemme. Kantinemedarbejderen er god til at sikre, at der er masser af salat og protein i form af æg og fisk, som man kan finde på buffeten hver dag. Derhjemme laver jeg ofte sandwich, men det hænder også, at jeg får lyst til et stykke rugbrød. For eksempel med æg. Her er to eksempler på vegetarisk smørrebrød, der ofte lander på min tallerken, nemlig æg med henholdsvis agurk og avocado.

Opskrifter på vegetarisk smørrebrød

Beregn til 1 stykke smørrebrød – og det her er både let og hurtigt, max 10 minutter.

Spejlæg med agurk på spinatcreme

  • 1 stk rugbrød
  • 1 æg
  • 8-10 skiver agurk
  • 1-2 spsk færdiglavet spinatcreme
  • Salt, peber
  • Olivenolie

Varm en pande med olivenolie og steg et æg, jeg vender det altid, det kan jeg bedst lide. Det skal bare steges, så blommen stadig er flydende. Smør imens et stykke godt rugbrød med færdiglavet spinatcreme, dæk det med agurkeskiver – og placer spejlæggene øverst. Salt og peber efter smag.

Kogt æg med avocado

  • 1 stk rugbrød
  • 1/2 – 1 æg
  • 1 salatblad
  • 1/4 – 1/2 avocado
  • 1-2 spsk færdiglavet aioli
  • Salt, peber

Kog ægget smilende. Smør imens rugbrødet med aioli og læg et salatblad på, skær avocadoen i skiver og læg dem ovenpå, top med det smilende æg – og salt og peber.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*