græsk yoghurt med mango og passionsfrugt

Vis mig din morgenmad – Malin og anti-inflammatorisk kost

I de kommende uger vil I møde fire bloggere, der alle spiser morgenmad. Og alle har de en holdning til, hvad der skal danne grundlaget i maven for dagen. Tirsdag mødte I Louise fra The harbourgirl. I dag er det Malin, som jeg mødte her i foråret, og som jeg på rekordtid er kommet til at sætte stor pris på. Vores snakke, uanset om det er i tale eller skrift, synes at være uendelige. Malin fortæller om anti-inflammatorisk kost og deler sin opskrift på græsk yoghurt med mango og passionsfrugt med os. 

Vi starter med at lade Malin introducere sig selv: 

Jeg hedder Malin og skriver til daglig på Malins Mad.

Malins Mad er en ’anti-inflammatorisk madblog’ hvor jeg udover at dele antiinflammatoriske opskrifter også forsøger at inspirere flere til at komme i gang med en anti-inflammatorisk kost og livsstil. Mange synes at det er svært og er i tvivl om, hvor de skal starte. Mange oplever det med AI kost som en helt ny verden, men det med AI kost er ikke noget hokus pokus. Det er ganske almindelig mad.

Hvad er anti-inflammatorisk kost?

Malin fortæller om anti-inflammatorisk kost:

Hvis man tænker ‘rigtig mad’ lavet på friske råvarer og med fokus på grøntsager, lette proteiner, fed fisk, nødder, bælgfrugter og fuldkorn så er man ret godt på vej. Når vi taler om antiinflammatorisk kost, taler vi om en kost hvor vi skruer ned for den mad, som er med til at skabe inflammation. Samtidig skruer vi op for den mad som dæmper inflammationen. Hvad det er for en inflammation, kan du evt. læse mere om i denne miniguide på min side.

Malins morgenmads-forslag: Græsk yoghurt med mango og passion 

Når Susanne inviterede mig at skrive et gæsteindlæg på hendes side, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville være med. Jeg er selv en morgenmad-glad type og vil gerne være med til at inspirere til nye idéer. Jeg har dog valgt at dele en anden opskrift, end den jeg selv normalt spiser. Min normale morgenmad bidrager nok ikke med den store inspiration 😊  

Jeg håber, at jeg med mit bidrag kan inspirere flere til en rigtig god start på dagen. Og jeg glæder mig selv rigtig meget til at blive inspireret af Susanne og de andre skribenter i disse morgenmads-uger! 

Malins bidrag er denne opskrift på græsk yoghurt med mango og passionsfrugt. Malin var selv lidt i tvivl om, hvordan man skulle kategorisere retten – er det en morgenmad eller en dessert. Jeg kunne nu sagtens se den som et alternativ til min egen skyr med ymerdrys.  

Hvorfor morgenmad?

Det spurgte jeg Malin om: 

Spiser du morgenmad – og hvorfor?  

Ja, jeg spiser morgenmad hver eneste dag. Jeg synes, at den halve time hvor jeg sidder med min morgenmad, er en af de bedste stunder på dagen. For mig er min morgenmad lige med en god start på dagen. Jeg står op i god tid så at jeg har ro til at spise min morgenmad i lang tid. Min morgenkaffe tager jeg med over i sofaen sammen med en bog. Så nyder jeg 15 minutter med en stor kop kaffe og en god roman. Lyder det ikke som en dejlig start på en ny dag? Det er en rutine, som jeg er enormt glad for, og som jeg gerne står lidt tidligere op for at nå.

Hvad skal morgenmaden gøre for dig?  

For mig er det vigtigt, at min morgenmad giver mig energi, og at jeg kan holde mig mæt i mindst et par timer. Jeg spiser generelt mange måltider i løbet af en dag, men hvis jeg får min havregrød kl. 7 kan jeg holde mig kørende frem til kl. 9.30 hvor jeg som regel altid får en smoothie. Men stunden med min morgenmad skal også give mig ro til at vågne på en god måde.

Malins egen morgenmad

Hvad spiser du til morgenmad?  

Det virker måske enormt kedeligt men jeg spiser havregrød hver eneste dag. Hverdag som weekend og sommer som vinter. Havregrød kogt på vand, hakkede mandler, et kogt æg, en halv grapefrugt og et glas appelsinjuice. Dag ud og dag ind og jeg bliver bare ikke træt af det! I perioder har jeg prøvet andre varianter af havregrød, men jeg falder altid tilbage til den helt traditionelle opskrift.

Spiser du det samme til morgenmad hver morgen – eller varierer det ?  

For mig er det en lettelse at ikke skulle genopfinde min morgenmad fra dag til dag. Det gør det dejligt nemt at altid vide, hvad jeg skal, når jeg står op. Hvor utrolig det end virker, er jeg efter mange år stadig ikke træt af min havregrød. Hvis jeg af en eller anden grund skal meget tidligt op, springer jeg dog havregrød over og hopper direkte over til min smoothie.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*