crostini med jordbær

Crostini med jordbær, cherrytomater og gedeost

Små lækre hapsere – crostini med jordbær, cherrytomater og gedeost glider let ned. Lige så let som man kan lave dem. Langt vanskeligere viste det sig at være, da jeg skulle navngive dem, for var det nu crostini eller bruschetta? Der måtte både googles tekst og nærstuderes billeder, førend jeg var helt sikker.  

Crostini eller bruschetta? 

Crostini og bruschetta? Er der nogen forskel? Begge er af italiensk oprindelse og er et stykke ristet brød med enten sødt eller salt på toppen. Så er det bare to måske lokale navne for samme ret? Nej, det er det bestemt ikke. Lidt investigering har afsløret, at det hele handler om brødet. Bruschetta laves af en tyk skive rustik italiensk brød, evt surdejsbrød, som grilles over åben ild. Derefter lidt hvidløg, olie og salt – og måske toppet med noget lækkert. Crostini toppes derimod ALTID med noget lækkert. Brødet til crostini er mere baguette-agtigt og skåret i meget tynde skiver, der ristes i ovnen.  

Og her er det så crostini, fordi de er toppet med lækkerier. 

Underlig kombination? 

Jeg elsker at udfordre mine (og den skæggedes) smagsløg. Det lyder måske lidt underligt at blande jordbær, cherrytomater og gedeost, men jeg kan kun sige, at det fungerer overraskende godt. Sandsynligvis fordi den lidt salte gedeost spiller godt op mod sødmen i jordbærrene, og samme sødme finder man jo også i mindre grad i cherrytomaterne.   

To varianter 

Nogle gange skal man lige arbejde sig ind på den helt rigtige præsentation af en ret. Således er det her, hvor jeg har lavet to udgaver af samme hapser. Den meget enkle, hvor jeg blot har halveret jordbær og cherrytomater og lagt dem i lag med gedeosten på det ristede brød. Og så en udgave med lidt (meget lidt) mere hakkearbejde. Her er jordbærrene og cherrytomater skåret i bittesmå stykker, og gedeosten rørt blød og smurt ud på brødet. Her har jeg også tilført lidt hakket basilikum, fordi det ser så godt ud – og smager lige så. 

crostini med jordbær salsa

Serveret som… 

Crostini med jordbær er en eminent lille haps til et glas mousserende vin eller anden velkomstdrink, men kunne også indgå som en del af en tapasmenu – eller som et alternativt bud på brunchbordet. Der er faktisk rigtig mange muligheder.    

Detaljer

Hvor mange?

4 stk

Arbejdstid?

10 minutter

Alt i alt?

10 minutter

Hvor let?

Meget let

Ingredienser

  • 4 skiver brød af baguette-type, tyndt skåret

  • 8 cherrytomater

  • 4 jordbær

  • ½ rulle blød gedeost

  • 1 fed hvidløg, halveret

  • olivenolie

  • Basilikum-variant
  • Friske basilikumblade

Sådan gør du

  • Rist brødet enten i ovnen eller på en brødrister
  • Halver cherrytomater og jordbær. Skær gedeosten i skiver.
  • Dryp det ristede brød med olivenolie og gnid det evt med hvidløg
  • Arranger cherrytomater, jordbær og gedeost lagvis.
  • Variant med basilikum
  • Hak cherrytomater og jordbær i mindre stykker. Bland med friskhakket basilikum. Dryp det ristede brød med olivenolie og gnid med hvidløg. Smør gedeosten ud på brødet. Top med den hakkede blanding. Værs’go’!

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*