Dagens salat er 99% dansk salat

Der findes russisk salat og italiensk salat, så hvorfor ikke dansk salat? Sådan én lavede jeg i går, hvor indkøbsturen gik forbi den lokale gård. Her fik jeg nye, friskopgravede kartofler, morgenplukkede jordbær og fine, nyhøstede ærter. Suppleret med et dansk spidskål, æg, feta og lidt dressing, der ikke var lavet af 100% danske råvarer, blev det til dagens salat.

Det er en fryd at kunne vælte sig i de danske grøntsager. De smager altså bedre, når de ikke er transporteret den halve verden rundt, bilder jeg mig ind. Årsagen til den bedre smagsoplevelse ligger måske også i, at jeg glæder mig over, at sommeren har omfavnet os med sol og varme, og det er de danske grøntsager et godt eksempel på.

Dagens salat har potentiale til at blive en ægte klassiker her i huset. Både når det gælder tilbehør, og når det som her er en lille lækkerbisken af en singlemiddag. Man må nemlig godt gøre lidt ekstra ud af det, når man er alene hjemme. Tjek også mit indlæg om mad til 1, der er sværere, end man skulle tro. I hvert fald når man ikke rigtig gider spise det samme igen-igen. Omvendt gider man jo heller ikke, at man ikke får brugt råvarerne. Her har jeg brugt gårsdagens kolde, kogte kartofler (ren luksus, når det er nye kartofler) sammen med helt almindelige råvarer som for eksempel æg og så det, der gør det hele lidt specielt som jordbær og asparges. Jordbær skal bare smovses, for de holder ikke så længe.

Detaljer

Hvor mange?

Alene hjemme = 1 person

Arbejdstid?

15 minutter

Alt i alt?

15 minutter

Hvor svært?

Enkel

Ingredienser

  • 1/4 spidskål

  • 3-4 grønne asparges

  • 1 stor håndfuld små, kolde, kogte kartofler – gerne en rest fra dagen før

  • 1 håndfuld friskbælgede ærter

  • 5-6 jordbær

  • 1-2 spsk feta i tern

  • 1 æg

  • Olivenolie til stegning

  • Dressing
  • 1 tsk honning

  • 1 tsk hvidvinseddike

  • 1-2 spsk rapsolie

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Start med at koge ægget smilende, ca. 7 minutter.
  • Varm en pande op med olivenolie, knæk enderne af aspargesene og rist dem et par minutter på panden.
  • Imens snittes spidskålen fint og lægges i en dyb tallerken. Fordel de friskbælgede ærter ovenpå sammen med de kogte kartofler, der halveres eller skæres i kvarte afhængig af størrelse. Halver jordbærrene og læg dem på salaten. Placer de færdigristede asparges øverst sammen med ægget, der halveres.
  • Rør dressingen sammen og hæld den over. Pynt med friskklippet purløg.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*