hurtig jordbær-rabarberkage

En hurtig jordbær-rabarberkage

Som del af et minitema om rabarber kommer der her en hurtig jordbær-rabarberkage. Temaet startede i det salte køkken med en salat, men rabarber bruges jo rigtig meget i desserter og kager – og det gør jeg også… I dag fortæller jeg også lidt om, hvordan man bedst opbevarer rabarber (hvis det altså ikke skal være i maven).

Ude af corona-land – ude af bageforbud! Jeg har virkelig, virkelig savnet at bage kager under coronaen. Den skæggede havde jo netop før nedlukningen af Danmark nedlagt et meget lokalt forbud mod, at jeg fortsatte samme høje bagefrekvens. Det har jeg selvfølgelig prøvet at holde – så vidt muligt. Det er ikke lykkedes helt, men der har altid været en rigtig god årsag. Men når nu jeg kunne se butikker og boder ved landevejen bugne af både rabarber og jordbær, så begyndte det at blive svært. Det er jo oplagte sager at komme i en kage, for eksempel i sådan en hurtig jordbær-rabarberkage.  

Denne her jordbær-rabarberkage udmærker sig ved for det første at være en hurtig kage at lave. For det andet er den let at lave. Den kræver altså ikke stor bageerfaring, så er man kommet helt ud af bage-rutine – eller har man ikke erfaring med at bage – så er den et perfekt valg.  

Masser af rabarber – hvad gør jeg? 

Jordbær og rabarber klæder hinanden rigtig fint, og så er det jo passende, at de er i sæson samtidig. Til gengæld er det knap så smart, at de bliver modne på én gang… eller sådan kan det i hvert fald opleves. Så hvad gør man? Hvor danske jordbær har en ganske kort levetid, kan rabarber dog holde lidt længere. Det kræver blot, at de bliver opbevaret i en plastpose i køleskabet. Pak dem ind, så de ligger samlet, men ikke ligger mast sammen. Så kan de faktisk holde sig friske i et par uger. Alternativet er at skære dem i mindre stykker og i fryseren med dem. Konsekvensen af at fryse rabarber er, at de mister deres spændstighed. Derfor skal de helst i grød eller kompot og altså ikke i en tærte, hvor man skal se hvert stykke tydeligt.    

Jeg glemmer fryseren… 

Ja, jeg er jo bare menneske, så jeg gør ligesom mange andre. Jeg lægger med glæde en pose rabarber eller tre i fryseren med de bedste intentioner om at bruge dem lige om lidt. Jeg har ikke en bunke supergode råd, men her er, hvad jeg selv gør:  

For det første har jeg en lille skabsfryser. Det betyder to ting, dels er der begrænset plads, dels er der bedre overblik. Der er ganske enkelt meget mindre risiko for, at en steg forputter sig nede i et hjørne under fem poser jordbær.  

For det andet har jeg inddelt de tre skuffer i skabsfryseren ind, så jeg ved, hvad der er hvor. Den øverste skuffe er reserveret is – is til dessert og isterninger. Den midterste er til frugt, grønt og brød. Den nederste til det, der skal spises hurtigt, fx fisk. I øvrigt kan frugt holde sig i ca. 10-12 måneder uden at miste smag. 

hurtig jordbær-rabarberkage

Detaljer

Hvor mange?

1 springform 22 cm = 8-10 personer

Arbejdstid?

25 minutter

Bagetid?

35-45 minutter

Hvor let?

Meget let

Ingredienser

  • 120 g smør

  • 120 g lyst rørsukker

  • 4 æg

  • 100 g kagehvedemel

  • 60 g mandelmel

  • 2 tsk bagepulver

  • 2 tsk vaniljesukker

  • 2 spsk skyr

  • Saft af ½ citron

  • 100 g jordbær

  • 100 g rabarber

  • 1 spsk sukker

  • 1 håndfuld mandler

  • Servering
  • Serveres evt. med cremefraiche eller vaniljeis

Sådan gør du

  • Tag smørret ud af køleskabet, så det kan blive lidt blødt. Smør din springform med lidt olie og læg evt bagepapir i bunden. Tænd for ovnen på 175 grader varmluft.
  • Rens jordbær og rengør rabarber. Skær jordbærrene i kvarte og rabarberne i 1 cm stykker. Mal de 60 gram mandler til mandelmel – og hak en håndfuld mandler groft.
  • Rør smør og rørsukker sammen. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt ind i mellem.
  • Bland hvedemel, mandelmel, vaniljesukker og bagepulver sammen og rør det i dejen. Tilsæt til sidst skyr og citronsaft.
  • Hæld dejen i springformen og fordel jordbær og rabarber ovenpå. Drys med de hakkede mandler og 1 spsk sukker.
  • Bages ved 175 grader varmluft i ca. 35-45 minutter. Tjek med en gaffel, om kagen er gennembagt – hvis der hænger dej ved gaflen, skal den have lidt mere. Afkøl kagen på en rist.
  • Kagen kan serveres som den er – eller du kan give lidt cremefraiche til.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Opskrift på en supernem jordbær-rabarberkage, der også er hurtig at lave. Server den alene eller med cremefraiche eller en skefuld vaniljeis til.  

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*