En klassiker: Cantuccinier med mørk chokolade og mandler

Nogle opskrifter bliver kun lavet et par gange, måske bliver de favorit hen over en sommer eller igennem vinteren for derefter at gå mere eller mindre i glemmebogen. Andre opskrifter videreudvikler jeg løbende på, laver nye varianter og udfordrer smagssansen. Og så er der de opskrifter, hvor jeg bare lige pludselig kan få lyst til at komme tilbage til basis. Sådan fik jeg det pludselig med cantuccinier, de her italienske småkager der er dobbelt bagt. Jeg har lavet mange varianter af dem gennem tiden, og et par nye er på vej. Men inden da skal den oprindelige opskrift genbesøges. Bare helt almindelige cantuccinier med mørk chokolade og mandler plus en anelse lime til at give et frisk pift.

Cantuccinier er en italiensk småkage, som er perfekt sammen med en kop kaffe eller te. De er søde, men absolut ikke for søde. Jeg har som sagt lavet en del forskellige gennem tiden, og er man til noget andet end cantuccinier med mørk chokolade og mandler, så prøv blot at skifte den mørke chokolade ud med en hvid chokolade: Cantuccini med hvid chokolade og citron. Oplevelsen bliver noget helt andet, mere sommerligt, og alligevel det samme, nemlig en knasende småkage.

Cantuccinier kaldes også mandelsmåkager, men jeg har nu alligevel flere gange skiftet mandlerne ud med blandt andet hasselnødder. Sammen med mælkechokolade er det slet ikke så dumt: Cantuccinier a la nutella.

Detaljer

Hvor mange?

40 stk – cirka

Arbejdstid?

1/2 time

Tid i ovnen?

1/2 time

Hvor svært?

Helt almindelig

Ingredienser

  • 250 g hvedemel

  • 1 tsk bagepulver

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 125 g rørsukker

  • 75 g mandler, hele og ikke smuttede (gør det let)

  • 50 g mørk chokolade, grofthakket

  • 1/2 lime, saft og revet skal

  • 2 æg

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 170 g varmluft.
  • Bland alle de tørre ingredienser, tilsæt mandler, chokolade, revet limeskal og limesaft og saml dejen med æggene. Dejen kan godt være lidt vanskelig at samle, men lad endelig være med at ælte den for meget. Tilsæt evt. et par dråber vand, hvis det er for vanskeligt. Dejen bliver lidt som en klistret mørdej, hvis det giver mening…
  • Rul dejen ud i to stænger på bagepapiret, ca. 5-7 cm brede og 1 cm høje.
  • Bages i ca. 20 minutter. Tag pladen ud af ovnen, vent et minut eller to, så den værste varme er dampet af. Skær stængerne ud i stykker ca. 1 cm brede. Stil småkagerne på højkant på pladen, og ind i ovnen med den igen, denne gang ca. 10 min. Og så er de klar til kaffe eller te.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*