Til vores caribiske julemiddag for vennerne serverede vi en fiskegryde med oprindelse i Caribien. Den indeholder uanede mængder af citron og lime, men også – og bestemt værd at bemærke – god, mørk rom. Derudover er der tilsat masser af timian og mindre mængder af koriander. Nu er koriander en krydderurt, man enten elsker eller hader. Nu er hverken min bedre halvdel eller jeg specielt begejstret for koriander, så mængden her er begrænset – men uden koriander mangler retten altså et touch, og i parentes bemærket spiste gæsterne da også stort set op.
Opskrift på caribisk fiskegryde
Hovedret til 2 personer
Tilberedningstid: 40 minutter + marineringstid ca. 1 time
Ingredienser
Marinade
- 1 lime, saft og skal
- 225 g hvid, fast fisk (sådan cirka) – jeg har lavet retten med kuller og torsk, begge dele fungerer perfekt
- Saft af 2 citroner
- Timian – gerne frisk, men tørret er helt sikkert også fint
- Peber
- 1 tsk mørk rom
Øvrige ingredienser
- Olivenolie
- 1 rødløg skåret i tynde ringe
- Lidt frisk koriander, hakket pænt
- 2 hvidløgsfed, hakket
- 2-3 tomater skåret i skiver (ikke både)
- 2 tsk rørsukker
Tilbehør
- Serveres med ris eller kogte kartofter samt fx dampede bønner
Fisken skal allerførst marineres, så start med at hælde saften af limefrugten sammen med skallen i et fad, der kan gå i ovnen. Fadet skal være af en størrelse, så fisken kan ligge deri i et lag. Læg fisken oven på limesaften og hæld citronsaften over fisken. Bruger du frisk timian, kan du støde det sammen med peber i en morter, men jeg bruger oftest tørret, og så er det bare med rund hånd at fordele timian over fisken sammen med peber. Dryp til sidst den mørke rom over fisken og dæk fadet til. Sættes køligt i en times tid.
Når fisken er færdigmarineret, tændes ovnen på 175 grader. Varm olivenolie i en sauterpande til middel varme, tilsæt løgringene. Lad dem stå i 5-7 minutter og blive bløde, men ikke brune. Herefter tilsættes hakket koriander, finthakket hvidløg, tomaterne skåret i skiver og til sidst rørsukker. Lad det varme igennem et par minutter og smag til med salt og peber. Blandingen hældes over fisken, og fadet dækkes med stanniol og sættes i ovnen i ca. 15 minutter.
Serveres med ris eller kartofler samt dampede grøntsager.
Tip!
Når man kun er to personer, kan man også vælge at droppe ovnen og gøre retten færdig i sauterpanden. Det fungerer supergodt, men er man mange, så er det jo ikke lige en option. I stedet følger man opskriften, lige indtil fadet sættes i ovnen. I stedet lægges fisken forsigtigt ned i sauterpanden i et lag, og marinaden hældes over. Sauterpanden dækkes til, evt. med stanniol, hvis man ikke har et låg, og står i ca. 10-12 minutter ved svag til jævn varme.